“Vi skal ikke skræmme hestene!” – Redigeret udgave

Sådan udtaler Aabenraa borgmester, Thomas Andresen, da han af JydskeVestkysten bliver bedt om at forklare, hvorfor det besparelseskatalog, som revisionsfirmaet BDO er blevet bedt om at udarbejde som ledetråd for de kommende budgetforhandlinger, helst skal holdes skjult for borgerne og pressen henover sommerferien. Og det er naturligvis rart at vide, at Thomas Andresen tager et særligt vidtgående hensyn til hestene i den forbindelse. Det er vel nærmest også indlysende, at det først og fremmest er dem, man bør have i tankerne, når budgetforhandlingerne går i gang. Vi ved jo alle sammen godt, hvor sarte sådan nogle heste i virkeligheden er. Ikke mindst, når det handler om de kommunale budgetter.
Der er tre udgangspunkter for det besparelseskatalog, som borgmesteren har bedt revisionsfirmaet BDO om at udfærdige, hvilket fremgår af oplægget til, hvordan BDO vil gribe opgaven fra borgmesteren an. Det første udgangspunkt handler om at identificere effektiviseringer, det andet udgangspunkt handler om at ændre på serviceniveauet og det tredje handler om at konkretisere de samlede besparelser, som revisionsfirmaet vurderer kan være i spil .
I går kunne Nyhedsbrevet A4 fortælle, at Aabenraa Kommune er blandt de ti kommuner i Danmark, hvor flest mennesker lider af stress. Ifølge opgørelsen lider hver fjerde i Aabenraa Kommune af stress. Det ville være fint at få nogle konkrete eksempler på, at Thomas Andresen bekymrer sig lige så meget for dette alarmerende tal som for de heste, han åbenbart nærer så inderlig en omsorg for. Finder Thomas Andresen det i øvrigt acceptabelt, at Aabenraa Kommune er at finde på listen over de ti kommuner i Danmark, hvor stressniveauet er højest? Og hvad er ifølge Thomas Andresen forklaringen herpå? Manglende effektivisering?
Så kære Thomas Andresen, hvis du et øjeblik kan vende blikket fra hestene og til stressniveauet i Aabenraa Kommune, vil vi i Enhedslisten være glade for nogle konkrete meldinger om, hvad du har tænkt dig at gøre ved det?
I første version af ovennævnte indlæg refereres der til en artikel i Ugebrevet A4, hvoraf det fremgår, at stressniveauet i Aabenraa Kommune placerer kommunen på listen over de ti mest stressplagede kommuner. Det fremgår af indlægget, at det handler om de ansatte i Aabenraa Kommune. Det er imidlertid Aabenraa Kommunes borgere som sådan, der har et bemærkelsesværdigt højt stressniveau sammenlignet med borgerne i andre kommuner. Det gør det jo ikke ligefrem bedre!

Beklager naturligvis svipseren!

Jens Bundgaard Nielsen