Ubegavet politisk kortsynethed

Al forskning, herunder undersøgelser fra Verdensbankens økonomer, viser med al mulig tydelighed, at gode og fagligt ambitiøse daginstitutioner er en økonomisk gevinst for samfundet, både på kort og på længere sigt. Børn, der har gået i daginstitutioner med høj faglig kvalitet, klarer sig bedre i skolen og senere i forhold til uddannelse og arbejdsmarked, de får færre sygedage og de begår mindre kriminalitet. Børn, der har gået i institutioner med færre og mindre ambitiøse pædagoger får ikke overraskende opmærksomhedsproblemer, hvis de bliver overladt til sig selv, i stedet for at blive set og hørt – sådan for alvor!
Gode daginstitutioner er med andre ord en sikker investering både i forhold til børnene og i forhold til fremtidens samfund. Derfor kan man også kun vurdere det som direkte ubegavet og deprimerende kortsynet, når der med salvelsesfuld røst tales om nulvækst i den offentlige sektor. På daginstitutionsområdet vil det ifølge en helt aktuel opgørelse betyde 5.500 færre pædagoger og medhjælpere til at sikre, at det enkelte barn får gode oplevelser og styrket selvværd ud af sine mange dage i daginstitutionen. Dertil skal lægges de forringelser, som kommunerne allerede udsat børnene for i de senere år.
Begrundelsen fra for eksempel Venstre er, at man bare kan gøre tingene smartere og mere effektivt. Men helt ærligt, hvordan er det nu lige, at du får mere tid til det enkelte barn i en børnegruppe på tyve børn, når der bliver færre ansatte? Det vil svare til, at Morten Olesen udtalte, at han håber, at han får to spillere udvist i den næste landskamp, for så vil det blive meget lettere at vinde. Goddag mand økseskaft!
Enhedslisten vil arbejde for, at børns mange dage i vuggestue og daginstitution bliver gode dage!

Jens Bundgaard Nielsen, selvstændig konsulent.
Byrådskandidat og kandidat til Folketinget for Enhedslisten.

Illustration Thomas Kruse