Tænk dig om!

I virkeligheden er der sikkert ikke så forfærdeligt mange mennesker i Aabenraa Kommune, der har bemærket, at demokratiet er blevet indskrænket siden kommunalvalget.
Hvad handler det nu lige om, spørger du måske.
Det handler i al sin enkelthed om, at de politiske fagudvalg, hvor der sidder politikere, som du har stemt på, ikke længere har den samme indflydelse på, hvordan de kommunale budgetter kommer til at se ud fremover. De politikere, som du har stemt på, og som for eksempel har fået en plads i socialudvalget eller i arbejdsmarkedsudvalget, er i vid udstrækning blevet frataget muligheden for at beslutte og priotere, hvad de oplever, at pengene skal gå til indenfor deres område. Deres opgave bliver fremover primært at administrere og sikre implementeringen af de besparelser, som økonomiudvalget på baggrund af den administrative stabs oplæg beslutter.
Ganske vist har den administrative stab fået nogle konsulenter tilknyttet processen med at lande budgetterne. Men at forestille sig, at de råber vagt i gevær i forhold til det demokratiske underskud i den nye budgetproces er selvfølgelig en illussion.
Jamen amputerer det ikke både den politiske og den demokratiske proces, kan du spørge.
Jo, det gør det i allerhøjeste grad.
Hvad kan vi gøre ved det, spørger du måske.
Du kan som minimum overveje, om du ved næste kommunalvalg vil stemme på et parti, som vil være med til at sikre en helt anderledes åben og demokratisk beslutningsproces, når det gælder anvendelsen af de kommunale midler.

Jens Bundgaard Nielsen