Slaget om Sydhavnen

Af ikke helt gennemskuelige årsager er Sydhavnen i Aabenraa blevet et tema i valgkampen op mod det forestående kommunalvalg. Det forekommer, at nogle har en skjult dagsorden med dette projekt, som går ud på at nedlægge Sydhavnen, ja, simpelthen fylde den op med jord. I alle andre havnebyer er man stolte og glade for netop havneområderne, fordi de skaber miljø og oplevelser. Og mange steder udvider man havneområderne for at skabe yderligere trivsel.

Derfor virker det absurd, at nogle i Aabenraa ønsker at nedlægge Sydhavnen for at gøre det til et kommercielt byggeprojekt. Eller sagt lidt skarpere: Fjerne en del af det mest karakteristiske ved Aabenraa, nemlig et af vores havneområder.

Enhedslisten tager klart afstand fra en sådan udvikling. Vi ønsker at bevare Sydhavnen, som den er og yderligere skabe trivsel og miljø omkring havnen. Vi vil arbejde for at gøre alle vores havneområder endnu mere attraktive.Derfor tager vi også skarpt afstand fra, at det nuværende Byråd tilsyneladende vil forsøge at gennemtrumfe en beslutning om opfyldning af Sydhavnen på et af de sidste byrådsmøder i det gamle Byråd. Men hvis det sker, vil sagen blive taget op af det nyvalgte Byråd. Det har borgerne i Aabenraa Enhedslistens ord på.

Byrådskandidat for Enhedslisten
Steen Thorborg
Møllegede 12, Aabenraa