Når olien er brugt, brænder lampen.

På byrådsmødet den 24.2.16 i Aabenraa i forbindelse med behandling af sagen om en eventuel flytning af Fjordskolen oplevede man igen, at borgmesteren holdt et af sine lange foredragende indlæg.

Der blev langet ud efter Enhedslisten mht., at vores budgetforslag for 2016 ikke var opnåeligt, og at det var nemt bare at ønske mere.

Igen skal man lytte til en borgmester, der ikke gør sig den umage at referere korrekt til det faktuelle forhold. Ved budgetlægningen udarbejdede Enhedslisten et budgetforslag for 2016, der udviste et overskud, og med nøjagtigt samme type bemærkninger som de øvrige partier i byrådet. Man forholdt sig primært til 2016 p.gr.af den usikkerhed, der lå i forhold til de budgetmæssige forudsætninger videre frem.

Sidste gang borgmesteren var ude med manipulerende udtalelser var i forbindelse med de anslåede udgifter til flytning af Fjordskolen. Borgmesteren udtalte, at det var beregnet til ca. 25 mio. kr., mens det korrekte tal i realiteten var ca. 10 mio. kr. højere.

Man kan kun undre sig over, at når det er Enhedslisten, der foreslår, at der skal afsættes ekstra midler til flytning af Fjordskolen, så er det uansvarligt. Når borgmesteren foreslår det samme, så er det tværtimod ansvarlig imødekommenhed.

Måske burde en borgmester, der åbenbart ikke evner at lytte mere seriøst til forældre, eksperter og borgere, overveje lidt på, at borgernes hukommelse helt sikkert rækker frem til det kommende kommunalvalg. Det gælder både forældre og bedsteforældre til børn på Fjordskolen, men det gælder også alle vi andre!

PS. Når olien er brugt, brænder lampen.

Gert Nordklitgaard, medlem af Aabenraa byråd for Enhedslisten