Massive besparelser i forhold til børn og unge samt gamle mennesker

Da borgmesteren og hans direktion for nogle måneder siden besluttede, at det nok var bedst at lade revisionsfirmaet BDO lave forarbejdet til borgmesterens første budget, blev de desuden enige med hinanden om, at det nok ikke var så godt, hvis BDO’s fulde rapport blev kendt i sin helhed før sommerferien. Det har direktionen så forsøgt at komme udenom ved først at kalde det meget sparsomme materiale, som byrådet har fået udleveret, for et summary eller sammendrag af rapporten fra BDO, hvilket, nogle dage senere, blev rettet til udkast. Det med udkast har formentlig været vigtigt for direktionen for at signalere, at BDO’s rapport ikke er “et endeligt produkt”, for så kan man ifølge den kommunale styrelseslov – ihvertfald efter direktionens mening – undgå at udlevere det fulde indhold af BDO’s rapport til vælgerne og pressen.
Men hvad kan man så udlede af det yderst sparsomme materiale, som direktionen har frigivet? En hel del faktisk. Her bare nogle få eksempler for perioden 2015-18.
På skoleområdet lægges der op til potentielle besparelser på 26 millioner kroner ved at lukke mindre skoler. På daginstitutionsområdet lægges der op til potentielle besparelser på næsten 19 millioner kroner ved “sammenlægning af mindre enheder”. På anbringelsesområdet lægges der op til at spare ca. en tredjedel af budgettet ved færre anbringelser! De gamle i Aabenraa Kommune kan se frem til potentielle besparelser på minimum 43,3 millioner kroner – formentlig mere!
I Enhedslisten vil vi i de kommende måneder stille de nødvendige spørgsmål på borgernes vegne. I al åbenhed!!

Jens Bundgaard Nielsen, folketingskandidat for Enhedslisten i Aabenraa.