Det er ikke Enhedslisten, der skaber skræmmebillederne!

Viceborgmester Ejler Schütt skriver i et læserbrev i JydskeVestkysten som svar på et indlæg fra undertegnede om de potentielle besparelser, som fremgår af det udsendte udkast til besparelsesområder i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger, at “når de røde fra Enhedslisten for eksempel skriver, at der lægges op til besparelser på 26 millioner kroner ved at lukke små skoler, så er det ren skræmmekampagne, ligesom mange af de andre emner, de fremfører”.

Det er ikke Enhedslisten, der skaber skræmmebillederne!
Det udkast til besparelser, som revisionsfirmaet BDO på vegne af Aabenraa Kommune har fremlagt, indeholder nogle helt konkrete potentielle besparelser. Det fremgår således helt klart og tydeligt, at man fra BDO’s side lægger op til, at der kan spares 26 millioner kroner ved at lukke de mindre skoler i kommunen, at der kan spares en tredjedel af anbringelsesbudgettet i forhold til de mest sårbare børn og unge, og at der, som minimum, kan spares 43,3 millioner kroner på ydelser og livsvilkår for gamle mennesker i Aabenraa Kommune.
Når vi fra Enhedslistens side helt nøgternt refererer til de fremlagte besparelsesforslag, kalder viceborgmesteren det for en “skræmmekampagne”. Men helt ærligt hr. viceborgmester, vi gør jo ikke andet end at henholde os til de konkrete besparelsesforslag, som BDO har fremlagt, i øvrigt efter at have mødtes med medlemmer fra direktionen herom. Hvis besparelsesforslagene i viceborgmesterens øjne er ensbetydende med en skræmmekampagne, er det derfor noget han må tage op med BDO og direktionen i Aabenraa Kommune, som er ansvarlige for fremlæggelsen af de konkrete besparelsesforslag.
Vi giver i øvrigt viceborgmesteren fuldstændigt ret i, at besparelseskataloget fra BDO umiddelbart godt kan give anledning til en vis frygt for, hvad fremtidige besparelser kan komme til at betyde for de små skoler i lokalsamfundene, for de mest udsatte børn og unge og for de gamle mennesker i Aabenraa Kommune. Så forhåbentlig vil viceborgmesteren sammen med os i Enhedslisten arbejde for, at skræmmebillederne ikke bliver til virkelighed!

Jens Bundgaard Nielsen, folketingskandidat for Enhedslisten i Aabenraa.