10. april 2014
Som konsekvens af den famøse folkeskolereform, blev det besluttet, at skoleledere og forvaltninger skulle tilrettelægge en fælles kompetenceudvikling i hver enkelt kommune. For at sætte nogle rammer for den proces, blev der nedsat en central Styregruppe for Skoleledelse, som bestod af repræsentanter fra Børne- og Kulturchefforeningen, KL, Skolelederforeningen og Undervisnings-ministeriet.
Styregruppen kom med følgende anbefalinger til kommunen: “Styregruppen er enig om, at de indsatser, der gennemføres inden for det nationale program for skolelederuddannelse og –udvikling, skal tilrettelægges fleksibelt og med respekt for, at skolelederne i mange tilfælde vil have mest udbytte af indsatser, der har tæt tilknytning til deres lokale og individuelle ledelsespraksis, og som kan gennemføres med et minimalt fravær fra deres arbejdsplads. Indsatserne skal desuden afspejle, at skoleledernes forudsætninger og behov for kompetenceudvikling er forskellige og både afhænger af deres personlige forudsætninger og erfaring og karakteren af de udfordringer, deres skole og kommune står overfor”.
Det er med andre ord gjort helt tydeligt, at kompetenceudviklingen af skolelederne skal være tæt knyttet til den lokale og individuelle ledelsespraksis, ganske enkelt fordi det er forudsætningen for at udvikle de mest realitetsnære kompetencer. De enkelte skoleledere er jo netop forskellige, og desuden befinder de sig i daglige virkeligheder, der er vidt forskellige. Ikke i forhold til de overordnede formål osv, men i forhold til skolernes konkrete kultur og ledelsesmæssige udfordringer. Det er desuden tydeligt tilkendegivet fra styregruppen, at kompetenceudviklingen skal gennemføres med et minimalt fravær fra skoleledernes daglige arbejdsplads.
Og hvordan har skoleledere og forvaltning i Aabenraa Kommune så valgt at fortolke Styregruppens anbefalinger. Jo, de hat såmænd valg at bruge en hulens masse penge på at tage på studietur til Canada! Jamen kan man da opfatte Canada som et geografisk område, der har tæt tilknytning til deres lokale og individuelle ledelsespraksis, sådan som den centrale Styregruppe anbefaler? Godt nok lever vi en globaliseret verden, men at betragte Bylderup Bov og Toronto som en del af et fælles lokalområde, er måske alligevel at trække globaliseringen rigeligt langt ud.
Desuden foreligger der så meget skriftligt materiale om det, de har gang i på skolefronten i Canada, at man med fordel kunne have downloadet de væsentligste og mest brugbare informationer og brugt dem som udgangspunkit for en halv eller hel fælles temadag, hvis det endelig skulle være.
Endelig – og det er i realiteten det vigtigste – så handler implementeringen af skolereformen jo om at gå tæt på de ledelsesmæssige udfordringer, som den konkrete reform afstedkommer for den enkelte skoleleder. Det er rent faktisk skolereformens indhold og konsekvenser, som skoleledere og forvaltning skal forholde sig til.
Canada er garanteret et fint sted at bruge en uge på. Det har bare ikke en snus med den centrale Styregruppes klare anbefalinger til kompetenceudviklingens indhold og struktur at gøre. Men måske skal vi bare vænne os til, at skoleledere og forvaltningschefer ikke er bundet af de centrale anbefalinger vedrørende skolereformen i nær samme grad som børnene og lærerne?
Jens Bundgaard Nielsen
