Byrådsflertal gør fornuften til en glidebane.

Med byrådetsflertallets beslutning om at godkende en reklame eller et logo på toppen af Cimbriaparken er der åbnet for en række fortolkninger. Både af, hvad kunst egentlig er for en størrelse, og af, hvad vi egentlig skal bruge lokalplaner til.

Ejler Schütt skriver i et svar til mig, at jeg opstiller skræmmebilleder, når jeg skriver, at det pågældende logo vil virke dominerende og samtidigt danne præcedens for andre facadeskilte med placering udenfor bygningsmassen, hvorved hensynene bag lokalplanens skiltebestemmelser og ønsket om en sammenhængende og hensigtsmæssig skiltning for området vil gå tabt. Men jeg har bare helt ordret gengivet dele af forvaltningens sagsfremstilling. Og det kan da godt være, at man i DF, Venstre og de Konservative synes, at det er det rene nonsens, hvad forvaltningen skriver. Men det synes vi i Enhedslisten ikke. Vi er tværtimod enige med Slesvisk Parti, SF og Socialdemokraterne i, at det var en uhensigtsmæssig beslutning, der blev truffet i byrådet.

Ejler Schütt mener, at fornuften sejrede. Jeg mener, at man åbnede for en glidebane. For man kunne jo ikke svare på, hvem der fremover må plastre taget til med reklamer/logoer. Og når Ejler Schütt giver udtryk for, at logoet kan virke som en form for vejviser, må man spørge: For hvem? Beboerne i Cimbriaparken kan sikkert fint finde hjem uden et skilt i 22-24 meters højde.

Domeas Kunstfond har finansieret nogle helt anderledes fine ting. For eksempel Danmarks største digt på 600 kvadratmeter gavl  i Gl. Valby. Digtet består af beboernes drømme. Ellen den skulptur med navnet Markblomst, som er opstilliet på hjørnet af Klintemarken Og Toftemarken i Svendborg.

Sådan noget havde givet mening og medvirket til et mere spændende byrum.

Det gør reklamen i 24 meters højde, byrådsflertal eller ej, derimod ikke.

Byrådsmedlem for Enhedslisten

Jens Bundgaard Nielsen

Tøndervej 179

6200 Aabenraa