Brug for en sammenhængende inklusionspolitik.

Såvel daginstitutioner som skoler forventes i de kommende år at skulle kunne inkludere stadigt flere børn, som tidligere har modtaget forskellige specialydelser. For daginstitutio-nernes vedkommende kan der for eksempel være tale om børn med mere eller mindre vidtgående handicap, mens der for skolernes vedkommende blandt andet kan være tale om børn, der tidligere har været visiteret til diverse former for specialundervisning af forskellige årsager.
Det bliver en stor udfordring af flere grunde. Det allervigtigste bliver naturligvis spørgsmålet om, hvordan man vil sikre sig, at det enkelte barn selv føler sig bedre rummet eller inkluderet end før. God inklusion forudsætter tid til at inspirere og motivere det enkelte barn, og samtidigt have evnen til at få det sociale fællesskab i en børnegruppe eller i en klasse til at spille optimalt sammen. Desuden er det nødvendigt at få samtlige forældre involveret som positive medspillere. Og så er det helt afgørende at blive enige om, hvilke specifikke kriterier man forestiller sig at tage udgangspunkt i, når det skal vurderes, om inklusion af et barn er lykkedes fuldt ud i henholdsvis daginstitutioner og skoler.
For os i Enhedslisten er det vigtigt, at en sammenhængende inklusionspolitik bliver funderet i et fælles ejerskab, der inkluderer de væsentligste aktører, herunder naturligvis også børnene og forældrene. Derfor har vi udarbejdet et forslag til en mere sammenhængende inklusionspolitik, som vi vil fremsætte i det nye byråd. Ganske enkelt fordi vi betragter det som en nødvendighed. For børnene, for forældrene og for personalet i daginstitutioner og skoler.

Jens Bundgaard Nielsen,
Byrådskandidat og kandidat til Folketinget for liste Ø.