Aabenraa Kommune er blevet til en koncern!

Det fremgår af et af oplæggene til byrådsmødet onsdag den 29.4., at Aabenraa Kommune fremover skal betegnes som en koncern. Det er tilsyneladende kommunaldiretøren og hans nærmeste stab, der slår fast, at sådan må det være. For en sikkerheds skyld slog jeg lige op i min gamle røde fremmedordbog for at være helt sikker på, hvad ordet koncern egentlig betyder. Ifølge ordborgen betyder det “en sammenslutning af industriforetagender”, og det må jo så åbenbart være sådan kommunaldirektøren og hans stab opfatter kommunen.
Kommunaldirektøren og resten af direktionen spiller således lystigt med på den neoliberale trend, der handler om at markedsgøre alt, hvad der overhovedet kan markedsgøres. Nu altså også de faggrupper og den faglige viden, som er enhver kommunes egentlige eksistensberettigelse. Hvis man følger fremmedordbogens definition på ordet koncern, kan Aabenraa Kommune’s dagplejere, pædagoger, lærere, socialrådgivere, sundhedsplejersker osv altså fremover kalde sig for industriarbejdere.
I Enhedslisten vil vi i de kommende år sætte fokus på den faglige udvikling og på faggruppernes forhold i Aabenraa Kommune i det hele taget. Vi vil foreslå, at de mange økonomiske rapporter i langt højere grad opvejes af faglige rapporter med udgangspunkt i den viden og de erfaringer, som faggrupperne i Aabenraa Kommune dagligt får via deres møder med borgerne.

Jens Bundgaard Nielsen