Stress – nej tak!

Undersøgelser viser, at stress nu vurderes som det største problem, når man spørger danskere, der er på arbejdsmarkedet. Formentlig vil mange af dem, der er uden for arbejdsmarkedet, tilslutte sig.

Pres og stress hænger sammen.  Også børn og unge oplever i stigende grad, at den daglige virkelighed presser sig på. Trygfonden har meldt ud, at op imod hver femte af alle børn risikerer at få psykiske udfordringer, der vil kunne kræve professionel hjælp. En undersøgelse fra Danske Gymnasielevers Sammenslutning viser, at over halvdelen af gymnasieleverne oplever at være stressede ofte eller dagligt. Får vi snakket om det? Ikke rigtigt.

I det hele taget kan det virke, som om vi vægrer os mod at tage stress tilstrækkeligt seriøst. Måske fordi det passer så dårligt med den præstationskultur, som konkurrencesamfundet presser ned over os. Det er formentlig med til at gøre det sværere at snakke åbent om, hvor belastende stress reelt kan være. Og så vender mange det i stedet indad i alt for lang tid. Det skal vi have ændret på.

Derfor har Enhedslisten foreslået, at Aabenraa Kommune bliver foregangskommune med hensyn til forebyggelse af stress. Lad os få udviklet en sammenhængende forebyggelsesstrategi mod stress, og lad os ansætte en koordinator, der i samarbejde med alle relevante parter får sat forebyggelsesstrategien på skinner.

Kort sagt: Lad os gøre noget ved det i det nye byråd!

 

Jens Bundgaard Nielsen, kontaktperson og spidskandidat til byrådet for Enhedslisten