IT og digitalisering skal kobles til – ikke fra helheden.

Den får ikke for lidt i det nye oplæg om IT og digitalisering , som fremover skal danne udgangspunkt for, hvordan skolerne i Aabenraa Kommune skal integrere it og digitalisering i alle obligatoriske fag m.v..

I følge oplægget vil skolerne komme til at sprudle af it- og digitaliseringsbaseret udvikling på snart sagt alle tilgængelige parametre. For eksempel fremgår det af det nye oplæg i forhold til skolerne i Aabenraa Kommune, at man ved at anvende “moderne multimodiale læremidler og aktuelle teknologier vil lære eleverne at blive“:

* Kritiske

* Analytiske

* Kommunikerende

* Samarbejdende

* Innovative

* Eksperimenterende

* Kreative

Fint nok, tænker jeg, men det er de børn, jeg kender, jo allerede inden de starter i skolen.

Så i virkeligheden er spørgsmålet måske snarere, hvordan it og digitalisering mest befordrende kan kobles til et integreret og sammenhængende syn på børns muligheder for at udvikle sig i overensstemmelse med dels deres egen identitet og dels vores viden om, hvordan man opbygger undervisningen så inspirerende og givende som overhovedet muligt. Hvor it og digitalisering naturligvis fint spille en vigtig rolle på ligefod med alle de øvrige indfaldsvinkler til at give skoledagene et både livsbekræftende og livsbefordrende udgangspunkt for børnene.

Det er rigtigt, at det fra nu af vil vælte ind med stadigt nye former for it, digitalisering, kunstig intelligens m.v. Apple, Google, Facebook, Amazon og alle de andre giganter på markedet ligger ikke på den lade side, når der skal tjenes penge til aktionærerne. Samtidigt kan det godt opleves, som om der er en tendens til at se it, digitalisering, kunstig intelligens m.v. som både midlet og målet i sig selv.

Oplægget om it og digitalisering i kommunens skoler strutter derfor også af massiv begejstring for det væld af muligheder, der, ifølge oplægget, ligger lige for snuden af os, hvis vi griber det rigtigt an. Der er ganske vist aktuel forskning, der tyder på, at man bør dæmpe forventningerne til, hvor meget it og digitalisering i realiteten rykker i forhold til de grundliggende parametre i et mere sammenhængende fremtidigt lærings- og vidensbillede. Og så er der lige hele den økonomiske dimension, herunder løbende efteruddannelse af lærerne i takt med, at it og digitalisering udvikler sig i alle mulige retninger. For der skal jo samtidigt stadig være penge til efteruddannelse i forhold til alle de øvrige opgaver, som folkeskolen også fremover vil skulle varetage. Og hvor er det nu lige, de skal komme fra?

Og så mangler vi måske at se et lige så sprudlende og sammenhængende oplæg om alle de muligheder, som folkeskolereformen lagde op til. Bevægelse, understøttende undervisning, inklusion, netværk i lokalmiljøet osv. Og gerne et sammenhængende oplæg, hvor it og digitalisering er koblet på som en af mange væsentlige  indfaldsvinkler til folkeskolens fremadrettede helhed.

Jens Bundgaard Nielsen, byrådsmedlem