Sammenhængende vidensopsamling- og formidling – nøglen til bedre forebyggelse og tidligere indsatser på bu-området

Viden er guld, ikke mindst når det handler om at få udviklet en stærk forebyggelseskultur på tværs af de involverede professionelle aktører på bu-området. De fagpersoner og ledere, der dagligt udgør frontpersonalet i forhold til børnene og de unge, opsamler løbende værdifuld viden om, hvordan børnene og de unge trives, hvilke problemer og udfordringer der fremstår som de hyppigste, og hvilke problemer og udfordringer, der er de vanskeligst håndterbare for børnene de unge, for familierne – og for de professionelle.
Det er afgørende vigtigt, at de bunker af konkret og praksiserfaret viden, som de ledere og fagpersoner, der i det daglige har den praksisnære kontakt til børnene og de unge, bliver brugt som et helt nødvendigt link til udviklingen og kvalificeringen af forebyggende ind-satser på bu-området med særlig vægt på de personligt og social udsatte børn og unge.
Enhedslisten foreslår, at der udvikles en model for sammenhængende vidensopsamling- og formidling, som tager udkast i følgende tre parametre:

  • fælles model for, hvordan dagpasningsområdet, skolerne og sfo’er visiterer børn og unge til det tværfaglige samarbejde
  • årlig sammenhængende vidensopsamling af de væsentligste erfaringer om de konkrete udfordringer og tendenser, som har præget det tværfaglige samarbejde i relation til hhv. dagplejen, vuggestuer og daginstitutioner, skoler, sfo’er samt ssp
  • målrettet opfølgning på konsekvenserne for børnene af underretninger til forvaltningen

Formålet er først og fremmest at udvikle et mere kvalificeret grundlag for overvejelser og beslutninger om den løbende udvikling og kvalificering af den forebyggende indsats på bu-området. Til gavn for de professionelle, men først og sidst primært til gavn for de børn og unge, for hvem en tilstrækkeligt tidlig og forebyggende indsats i realiteten kan betyde alverden til forskel.
Tilbage til “Konkrete politiske forslag fra Enhedslisten i Aabenraa”