Etablering af Aabenraa Kommunes Børn-Unge Panel

Der bliver holdt utallige møder, hvor professionelle diskuterer, hvordan indsatser i forhold til børn og unge skal struktureres, udvikles osv. Derimod bliver der afholdt forsvindende få møder, hvor det er børnene og de unge, der selv får lov til at sætte dagsordenen og dermed udgangspunktet for dialogen med de professionelle og politikerne. Det til trods for, at erfaringerne viser, at børnene og de unge i realiteten kan bidrage med både væsentlige og uventede indfaldsvinkler til mere kvalificerede overvejelser og beslutningsprocesser i en række sammenhænge.

Vi foreslår derfor, at der i begyndelsen af den nye byrådsperiode tages initiativ til at etablere et Børn-Unge Panel bestående af 20 større børn og unge i alderen 10-16 år. Rekrutteringen foregår med udgangspunkt i henvendelse til 5 af kommunens skoler, som hver især bliver bedt om at lade sig repræsentere med 4 elever i Børn- Unge- Panelet.
Børn- Unge-Panelet skal være uofficiel høringspartner i forhold til forberedelsen af politiske beslutninger, der har betydning for børn og unges daglige liv. Desuden skal børn-unge-panelet årligt have mulighed for at arbejde mere indgående med tre temaer, som de selv finder væsentlige at gå mere i dybden med. Resultatet af deres arbejde formidles til politikerne, elevråd, pressen m.v. én gang årligt. Der knyttes en toivholder til børn-unge-panelet, som kan hjælpe børn-unge-panelet med at få strukturere deres dialoger og arbejde med temaer m.v.

Tilbage til “Konkrete politiske forslag fra Enhedslisten i Aabenraa”