Vi har vænnet os til, at der konsekvent skæres ned på velfærden. Det gælder uddannelse og forskning, det gælder ydelser til de mest udsatte mennesker i samfundet, det gælder naturen og miljøet, det gælder indsatserne over for børn, psykisk syge, gamle mennesker, det gælder skattemyndighederne, sundhedsvæsnet osv, osv.
Den offentlige velfærd underlægges frigide kontrolkrav i uanede baner, effektiviseringskrav og stadigt stigende arrogance og ligegyldighed over for den faglige grundviden, som tusinder og atter tusinder af fagfolk og ledere repræsenterer, og som dybest set udgør de danske kommuners egentlige legimitet i forhold til borgerne.
Vigtige forskningsrapporter overhøres konsekvent, for eksempel med den dumsmarte begrundelse, at de jo blev til under den forrige regering, og derfor er den nuværende regering, blandt andet ifølge landbrugets egen minister Eva Kjer Hansen, ikke bundet af forskernes konkrete viden længere.
De borgerlige politikere iscenesætter, ofte suppleret af et politisk famlende socialdemokrati, en fortælling, der konsekvent satser på at få os til at tro på, at der ikke er penge til menneskeværdigt velfærd, fremtidsorienteret forskning og uddannelse, bekæmpelse af ulighed, offensive indsatser på natur-og miljøområdet, den nødvendige u-landsbistand osv, osv.
Men er det nu også rigtigt, eller er det resultatet af en bevidst neoliberal bølge af økonomiske katastrofefortællinger, der alle vender den tunge ende nedad?
For eksempel hører vi meget lidt om, hvor mange milliarder samfundet kunne få tilført, hvis de velfærdsødelæggende skattesnydere, som et totalt amputeret skattevæsen åbenbart fuldstændigt har opgivet at finde frem til, betalte det til samfundet, som de er pligtige til. Det præcise tal for diverse former for skatteunddragelse er der formentlig ingen der kender klokkepræcist, men for eksempel har socialdemokraten Peter Hummelgaard anslået det til at være omkring 150 milliarder årligt. Hvis man nu forsigtigt anlægger det skøn, at det måske kun er 50 milliarder, man realistisk set vil kunne hente til statskassen ved at ruste Skat til at kunne udføre sit arbejde ordentligt, vil det immervæk være et rimeligt stort tilskud til statsbudgettet.
Et andet eksempel handler om de beregninger, som tænketanken Cevea i april måned 2015 fremlagde, som viser, at dansk økonomi i løbet af få år kunne forbedres med over 250 milliarder kroner årligt gennem øget eksport, hvis de næstbedste danske virksomheder kom på niveau med de bedste danske virksomheder. Hemmeligheden er fokus på innovation og inddragelse af medarbejderne, når det gælder forbedring af produktionen, men netop på de parametre står danske virksomheder svagt. Det viser en anden undersøgelse om dansk ledelse anno 2015, som er baseret på besvarelser fra 550 danske topledere. Over halvdelen af lederne tilkendegiver, at de enten slet ikke eller kun i nogen grad formår at skabe innovation og fornyelse. Men i modsætning til de mange effektiviseringskrav til offentlige ledere mødes erhvervslivets ledere ikke af den grund med bare tilnærmelsesvis samme krav, selvom der altså er rigtigt mange milliarder på spil. Tværtimod satser man politisk på lettelser af skatter og afgifter, selvom det altså er helt andre parametre, der peges på, hvis dansk erhvervsliv for alvor skal blomstre.
Hvis man forsigtigt anlægger den betragtning, at det ikke er 250 milliarder kroner, men kun 100 milliarder man vil kunne forbedre dansk økonomi med ved at satse på bedre ledelse, styrket innovation og inddragelse af medarbejderne i forhold til forbedring af produktionslinjer m.v., ville det alligevel batte ret voldsomt i forhold til statsbudgettet. Og så kan man jo lægge de 50 milliarder fra skattesnyderne oveni.
Hvorfor satser de borgerlige og socialdemokratiske politikere så ikke langt mere bevidst på at sikre staten de meget betydelige indtægter?
Umiddelbart får man den tanke, at de kortsigtede neoliberale katastrofefortællinger ganske enkelt er blevet det bevidste middel til at legitimere demonteringen af velfærden og ligheden i det danske samfund.
Men det kan naturligvis ikke være rigtigt – kan det?
Jens Bundgaard Nielsen
