Carl Holst blev i forbindelse med folketingsvalget udnævnt til forsvarsminister. Dermed fik det stærkt minimerede regeringsparti en ægte repræsentant for udkantsDanmark på ministerbænken. Det gik som bekendt ikke specielt godt, og i stedet udnævnte Lars Løkke så en mere velintegreret udkantsdansker, Peter Christensen, til posten. Peter Christensen har gennem årene været så meget væk fra udkanten, at udkantsvælgerne med hans egne ord gav ham en ordentlig røvfuld ved folketingsvalget, hvor han endte som 3. suppleant til pladserne i folketinget. Så man skal altså ikke tage alt for let på, hvad vælgerne i udkantsDanmark sådan går og tænker.
Derfor har det stærkt minimerede regeringsparti også besluttet sig for at tilgodese udkantsDanmark med flere tusinde statslige arbejdspladser. Hovedargumentet, ihvertfald som Troels Lund Poulsen gentagne gange har formuleret det, er, at det havde Venstre jo lovet i valgkampen. Der er måske ikke det helt vilde faglige perspektiv i den argumentation, så Lars Løkke supplerede da også med, at man med udflytningen vil sørge for, at “myndighederne kommer i nærmere kontakt med borgerne og virksomhederne”. Et eksempel herpå er, at man vil placere Naturstyrelsen i Randbøl, og vi ved jo allesammen, at det vrimler med både borgere og virksomheder lige præcist i Randbøl. Et andet godt eksempel er, at man flytter Børnerådet til Billund, fordi der ligger Legoland jo i forvejen. Så fremover vil de mange besøgende fra alverdens lande formentlig kunne opleve et fint skilt i Legoland, hvor der står noget i retning af: “Vidste du, at det nationale Børneråd ligger lige i nærheden af Legoland?” På den måde får regeringen på nærmest genial vis bragt Børnerådet nærmere på både virksomheden Lego og på borgere fra alverdens lande, og det vil utvivlsomt få rigtig stor betydning for Børnerådets fremtidige arbejde.
Flere iagttagere har gjort opmærksom på, at stort set alle de statslige arbejdspladser, som den smalle Venstre-regering har valg at flytte til udkantsDanmark, arbejder med områder, som Venstre ikke nærer den inderligste sympati for. Arbejdsskadestyrelsen, som oveni udflytningen skal reduceres med rigtigt mange medarbejdere, kunne være et eksempel. Natur- og miljøbeskyttelse og patientsikkerhed kunne være andre eksempler. Dertil kommer, at det er blevet påpeget, at udflytningen vil komme til at koste betydeligt mere end de 100,000 kroner pr. arbejdsplads, som den smalle regering har beregnet. Derfor har regeringen da også skyndt sig at beslutte, at eventuelle merudgifter skal dækkes af de udflyttede institutioners egne budgetter, hvilket næsten uundgåeligt synes at ville føre til ganske betragtelige besparelser med reduktioner af personale m.v. til følge. Blandt andet derfor er mange af de involverede ansatte helt naturligt usikre på, hvad det vil indebære at rykke hele familier op med rode.
Borgmestrene i de berørte kommuner er naturligvis glade over udsigten til vækst, for eksempel i skatteindtægter, og alt muligt andet godt. Det kan man naturligvis ikke fortænke dem i. Der er nemlig al mulig grund til at beskæftige sig med, hvordan det udkantsDanmark, som Lars Løkke med sin strukturreform har været stærkt medvirkende til at få på landkortet, kan få en stærk og langsigtet udviklingsprofil. Grønne arbejdspladser er helt klart en af mulighederne, men dem er den smalle Venstreregering ikke særligt interesseret i at fremme. Tværtimod.
I det hele taget kan man godt få det indtryk, at udflytningen af nogle givetvis målrettet udvalgte statslige arbejdspladser, ikke har nogen videre sammenhæng til en virkeligt gennemtænkt og langsigtet udviklingsstrategi for ikke bare udkantsDanmark, men for DK som sådan.
På den måde harmonerer udspillet ganske fint med mange af de andre politiske udspil, som den smalle Venstre-regering har fremlagt i forbindelse med sine forslag til finanslovsforhandlingerne.
Jens Bundgaard
