Tag dog de gamle og deres pårørende alvorligt!

Hvordan tager man de gamle på plejehjemmene alvorligt? Det gør man blandt andet ved at lytte til de pårørende, som igennem et langt liv har været tæt på for eksempel deres far eller mor, og som derfor også kan se og mærke, når deres far eller mor ikke trives godt nok i det daglige.
Derfor er det naturligvis også vigtigt, at politikerne i en kommunes socialudvalg behandler de pårørende på en måde, så de føler sig set og hørt – sådan for alvor! Og at man i det daglige på plejehjemmene lægger vægt på en seriøs dialog med de pårørende.
Den aktuelle sag fra Plejehjemmet Birkelund i Kollund tyder desværre på, at socialudvalget i Aabenraa Kommune nærmest betragter de pårørendes kritik som utidig indblanding, i stedet for at betragte de pårørendes kritik som et positivt udtryk for engagement i den måde, deres pårørende lever den sidste del af deres liv på.
I Enhedslisten har vi udarbejdet et forslag til øget brugerindflydelse, som vi har afleveret i forbindelse med de aktuelle budgetforhandlinger. Det er på høje tid, at man i Aabenraa Kommune får sat fokus på, hvordan man kan udvikle helt nye måder at inddrage borgerne på. Også når det gælder de pårørende til beboerne på kommunens plejehjem.

Jens Bundgaard Nielsen, selvstændig konsulent, og en af Enhedslistens spidskandidater til Byrådet

Tøndervej 179, Aabenraa