Tænk børnene ind i fremtidens købstad

Set med børnenes øjne er Aabenraa bymidte mildest talt ikke særligt attraktiv. Legepladsen på Madevej er væk, og nu forsvinder også legepladsen i Lavgade, som ellers var blevet renoveret.
Der er med andre ord brug for at tænke kreativt på børnenes vegne. Og man kan passende begynde, når der nu snart skal tages stilling til, hvordan man vil anvende de 15 millioner kroner til at gøre den sydlige del af bymidten mere attraktiv. Man kunne for eksempel etablere en “oplevelsesmur” for børn. Med spændende kighuller i forskellige størrelser, hvor børnene kan opleve kreative, sjove og spændende scenarier. Muren kunne samtidigt udformes nuanceret og fantasifuldt, så den i sig selv var attraktiv at se på. Der vil også fint kunne være interaktive muligheder forbundet med oplevelsesmuren.
Oplevelsesmuren kunne samtidigt markere starten på, at man i Aabenraa Kommune nu også begynder at tænke børnene ind i ambitionen om at udforme fremtidens købstad. Det er på tide!

Jens Bundgaard Nielsen
Tøndervej 179
Byrådskandidat og kandidat til Folketinget for enhedslisten.