Socialdemokraternes selvvalgte krise

I virkeligheden var der rigtigt mange vælgere, der for 2½ år siden satte deres kryds ved socialdemokraterne, fordi de var hamrende trætte af den borgerlige regering, og fordi de naturligvis troede på de værdier og løfter, som socialdemokraterne konstant fremsatte i valgkampen, og som klart markerede en afstand til den borgerlige regering.
Socialdemokraterne havde i virkeligheden sammen med SF en gylden mulighed for at markere en reel ændring af både den politik, der skulle føres, og – ikke mindst – introducere en helt anderledes progressiv politisk retorik på regeringsplan i forhold til kernevelfærden og de udsatte grupper i vores samfund.
Hvad blev det så til?
Det blev i realiteten til en totalt fantasiløs videreførsel af den borgerlige regerings økonomiske politik på lange stræk. Og det blev – ikke mindst – til en særdeles uventet skærpelse af en politisk retorik, der nu i 2½ år konstant har påmindet de udsatte grupper om deres pligter, mens der omvendt er blevet blev logret med halen for de velbjergede grupper og for dybt problematiske finansspekulanter.
I dag kan man så i pressen læse, at Bjarne Corydons slipsedrenge i finansministeriet i et notat har regnet sig frem til, at der kan tages yderligere milliarder fra de udsatte grupper. Og hvad skal de milliarder så bruges til? Jo, de skal såmænd bruges til lettelser for erhvervslivet igen igen.
Vækst er som bekendt nøgleordet for den nuværende regering. Jamen handler det så om de udsatte gruppers mulighed for menneskelig og social vækst, spørger du måske. Helt ærligt, hvor naiv kan man være! Nej, det handler bestemt ikke om det enkelte menneskes livsvækst. Det handler om den vækst, der tager udgangspunkt i traditionelle og fremtidslukkede økonomiske betragtninger om at slanke og konkurrenceudsætte velfærden og reducere erhvervslivets omkostninger, selvom en række erfaringer med udlicitering af velfærdsydelser både herhjemme og i Sverige peger i retning af, at udlicitering af kernevelfærd ikke er vejen frem, hvis målet er mere velfærd for pengene. Udlicitering af kernevelfærden fremstår derfor snarere som et mix af en tidstypisk neoliberal trend og en lettere tåget ideologisk begrundet aversion mod velfærdssamfundet.
Vi er i realiteten rigtigt mange, der er oprigtigt bekymrede for den kurs og – ikke mindst – den retorik, som har kendetegnet Bjarne Corydon, Mette Frederiksen m.fl. i de seneste 2½ år. Hvorfor er vi det? Jo, det er vi såmænd, fordi vi i realiteten gerne ser et socialdemokrati, der vil føre og formidle reel socialdemokratisk politik, i stedet for at forsøge at rende i hælene på de borgerlige, såvel når det gælder den økonomiske politik som når det gælder den værdipolitiske retorik.
Der var en grund til, at de borgerlige tabte sidste valg. Derfor må det mildest talt også undre, at socialdemokraterne i så høj grad har valgt at køre videre i det samme kortsigtede politiske spor. Det siger jo sig selv, at når de borgerlige tabte valget på netop denne politik, så vil socialdemokraterne under ingen omstændigheder kunne vinde et valg på at efterabe den selvsamme politik på lange stræk. Det er i virkeligheden logik for burhøns.
Derfor må det mildt sagt også undre, at ingen i den socialdemokratiske inderkreds har råbt vagt i gevær langt tidligere.