Jydske Vestkysten har bragt en forkortet version af Jens Bundgaard Nielsens svar til JV om kortere skoledage, så her gives muligheden for at læse det fulde svar:
Al erfaring siger, at det ikke er kvantiteten, men kvaliteten der er afgørende for udbyttet. Det gælder også for undervisningen i folkeskolen. Derfor skal der først og fremmest fokuseres på, hvad det er, der giver lærerne de bedste forudsætninger for at undervise så godt som overhovedet muligt. Det ved lærerne selv rigtigt meget om, og derfor burde man i enhver seriøs forhandling om kvalificering af folkeskolen tage udgangspunkt i deres erfaringer og viden om, hvordan den gode undervisning udvikles, understøttes og vedligeholdes. Og så kunne man passende supplere med elevernes erfaringer og viden om, hvad de synes, at god undervisning handler om.
God undervisning og pædagogisk indsats i det hele taget kan ikke standardiseres i alle ender og kanter. Ofte udspringer udviklingen af undervisningen netop af helt konkrete oplevelser og erfaringer i forbindelse med selve undervisningen. Disse oplevelser vil desuden være forskellige fra lærer til lærer, og derfor kan lærerne på en skole, optimalt set, også løbende inspirere hinanden via konkrete erfaringer fra deres egen undervisning. Og det er i virkeligheden et af de vigtigste fundamenter for virkelighedsnær og praksiserfaret udvikling af den danske folkeskole. Det er fint med inspiration fra forskning, men det er til gengæld skidt, når Pisa-undersøgelser, diverse test og standardiseringer kommer til at blokere for en mere realitetsnær, fagligt funderet dialog om folkeskolens reelle potentiale.
De lange skoledage indskrænker børnenes frihed til fritid. Vi taler om børn ned til 5 år. Samtidigt har børnenes fritidsinstitutioner i efterhånden mange år været under pres, og folkeskolereformen har bestemt ikke gjort det bedre. Vi ved fra bl.a. forskning fra SFI, at gode fritidstilbud er rigtigt vigtige for børn generelt og for udsatte børn i særdeleshed, både når det gælder trivsel, udvikling og dannelse. I Fritidsordningen skal man ikke nødvendigvis præstere, og man bliver ikke målt og vejet på en karakterskala. Man kan også være sammen med sine kammerater på en anden måde og om andre aktiviteter i fritidsordningen. Det betyder, at leg, venskaber og fællesskaber ofte har nogle andre dimensioner end i skolen. På den baggrund er det rigtigt træls, at man med folkeskolereformen har fortsat den udhuling af fritidsordninger, som det er tilfældet.
Det vil være fint at lægge kompetencen ud til de enkelte skoler. Det er her, man har den nødvendige viden om, hvad der vil være mest hensigtsmæssigt for de elever, der er tale om. Det kan handle om at forbedre den fælles trivsel i klassen, fordi man anser det for nødvendigt for at skabe bedre forudsætninger for undervisningssituationen i den pågældende klasse. Sådan noget har man på den enkelte skole langt bedre forudsætninger for at vurdere sammen med forældre og elever, end man har i forvaltningen eller i børne- og uddannelsesudvalget.
Børne- og uddannelsesudvalget skal hverken være smagsdommer eller gummistempel i den her sammenhæng. Som regel hænger skolernes ansøgninger fint sammen, og der er redegjort fyldestgørende for de begrundelser, som ligger til grund for skolens ansøgning.
Og så vil det selvfølgelig være fint, hvis skolerne gensidigt inspirerer hinanden med udgangspunkt i deres konkrete erfaringer med to lærere i forskellige sammenhænge.
Jens Bundgaard Nielsen, Kontaktperson og spidskandidat til byrådet for Enhedslisten
