Ideen om velfærdssamfundet bygger først og fremmest på, at vi vil hinanden det godt. At vi interesserer os for, hvordan livet former sig for andre end os selv. At vi synes, at alle børn skal kunne se frem mod et liv med positive muligheder, uafhængigt af, om de er født i det ene eller det andet kvarter i kommunen. At vi kan få støtte til at komme videre, hvis livet af den ene eller anden grund byder på udfordringer, som vi ikke umiddelbart selv kan håndtere fuldt ud, hvilket rammer høj og lav i flæng.
Velfærdssamfundet har således i udgangspunktet ikke noget med kroner og ører at gøre. Det har derimod først og fremmest noget med medmenneskelige og sociale holdninger og værdier at gøre. Og er på den måde et spørgsmål om, hvad vi oplever som vigtigt for, at vi hver især kan blive støttet i muligheden for et rimeligt godt og værdigt liv, alle forskelligheder til trods. Den økonomiske del af det, handler primært om at underbygge og realisere de grundlæggende værdier i det omfang, som det nu er muligt.
Når vi i disse år oplever et velfærdssamfund under gevaldigt pres, handler det derfor heller ikke først og fremmest om økonomi, selvom en stor del af det politiske spektrum prøver at indsnævre diskussionen til et økonomisk fokus. Tværtimod er grunden til, at den helt overvejende del af de politiske partier forsøger at få os til at købe det økonomiske fokus på velfærdssamfundet, at afskaffelsen af de medmenneskelige og sociale værdier, som velfærdssamfundet dybest set bygget på, ikke er bare tilnærmelsesvis så enkle at komme med tilsvarende bombastiske politiske udmeldinger om. Så i stedet for at tale konkret om de liv og livsmuligheder, som det dybest set handler om for de udsatte grupper, taler de pågældende partier mere overordnet om økonomi. Endnu. Og derved opstår der i virkeligheden politisk konsensus om at fortælle vælgerne, at velfærdssamfundet primært er truet af de menneskelige og sociale udfordringer, som velfærdssamfundet dybest set er etableret for at kunne hjælpe med at løse. Og det bliver så hurtigt til, at det i realiteten er de udsatte grupper selv, der bærer både det største menneskelige, sociale og økonomiske ansvar for, at politikerne må demontere velfærdssamfundet og erstatte det med et konkurrencesamfund. Erhvervslivet har intet ansvar. Skatteunddragerne har intet ansvar. Poltikerne har intet ansvar.
Vi balancerer i virkeligheden lige på kanten af, at de udsatte børn selv begynder at få skylden for, at de er udsatte. Og hvis de ikke er, så er deres forældre helt klart, og så må de pålægges økonomiske sanktioner. For i konkurrencesamfundet er det ikke længere tidlig indsats, forebyggelse og tilliden til fagpersoners faglige støtte og indsigt, der er omdrejningspunktet. Nu må der pålægges økomiske sanktioner, fordi politikerne i forvejen har gjort økonomi og ikke menneskelige indsatser, holdninger og værdier til det eneste afgørende omdrejningspunkt. Så stemmerne til et folketingsvalg ligger efter størsteparten af de politiske partiers opfattelse også i en unuanceret og tidligere helt utænkelig retorik, der indirekte giver de udsatte grupper skylden for deres egen udsathed.
i Enhedslisten er vi af en anden opfattelse. Derfor er en stemme på Enhedslisten også en stemme på det velfærdssamfund, som vi alle kan få brug for.
Jens Bundgaard Nielsen
Folketingskandidat for Enhedslisten.
