Op til folketingsvalget vil et skønt sammensurium af politikere, arbejdsgiverinteresser m.v. tordne løs om behovet for at skære yderligere i de udsatte gruppers eksistensgrundlag. Det er almindelig logik for samfundets neoliberale kræfter, at de mest udsatte sagtens kan tåle at blive endnu mere udsatte. I Venstre kalder man det ligefrem for moderne at gøre kontanthjælpen mindre. En noget alternativ fortolkning af modernitet, må man sige.
Vi vil igen og igen få tordnet ørerne fulde af, hvor vigtigt det er, at vi fortsætter demonteringen og privatiseringen af den offentlige velfærd. Det er lige før, man vil have os til at tro, at de danske virksomheders muligheder for at udvikle en innovativ og eksportfemmende produktion er helt afhængig af, hvor meget der bliver udbetalt i dagpenge, kontanthjælp, SU osv.
Derfor er det også befriende, at der nu kommer nogle tiltrængte nuancer ind i debatten. For eksempel har Det Økonomiske Råd ifølge Information meldt ud, at beskatningen af den store opsparing til ratepensioner og livrenter, som har været fradraget i indkomstskatten, jo skal beskattes, når den bliver udbetalt. Det betyder, at det offentlige i hele perioden frem mod 2075 vil have en positiv nettoformue. I rapporten Dansk Økonomi, forår 2014 gives der således udtryk for, at “en omlægning af beskatningen af ratepensioner kan vise sig at være et attraktivt alternativ til mere forvridende omlægninger af skatter eller offentlige ydelser”.
Samtidigt viser aktuelle beregninger fra tænketanken Cevea, at dansk økonomi vil kunne forbedres med adskillige milliarder kroner årligt, hvis virksomhederne lærer at blive langt mere innovative og, ikke mindst, inddrage medarbejderne i betydeligt større omfang. Medarbejdernes input har i en række tilfælde vist sig at forbedre produktionsprocesserne i virksomhederne. Så i stedet for det evindelige fokus på at sænke omkostnongerne for virksomhederne, bør der satses langt mere offensivt på at skabe nye og bedre produkter og serviceydelser. De såkaldt “næstbedste virksomheder” skal tage ved lære af de bedste virksomheder, som bl.a. er kendetegnet ved netop at inddrage medarbejderne i tilrettelæggelsen af det daglige arbejde og ved at udvise socialt ansvar og omsorg for medarbejderne.
De neoliberale kræfter vil naturligvis stadig tordne løs mod velfærdsstaten. Men det handler langt mere om fastlåst og decideret umoderne eller gammeldags ideologi end om realiteter. Det viser ovennævnte eksempler med al ønskelig tydelighed.
Jens Bundgaard Nielsen
Folketingskandidat for Enhedslisten
