Engang tog socialt arbejde udgangspunkt i de mennesker, som det sociale arbejde dybest set er til for. Det vil sige de mennesker, der har brug for hjælp fra kompetente fagpersoner. Det er i virkeligheden ikke så mange år siden, men der er til gengæld sket meget på rigtigt få år. Ambitionen for både den forrige og den nuværende regering har nemlig været at få os til at betragte den offentlige velfærd som en virksomhed på lige fod med alle andre virksomheder. Det har betydet, at økonomi, effektivitet og ledelse er blevet nøgleord, hvor det tidligere var det enkelte menneske og den behovsrelaterede indsats i forhold til det enkelte menneskes sociale realitet, der var nøgleordene.
Konsekvensen af både den forrige og den nuværende regerings ambition om at få os til at tænke i økonomi , effektivitet og ledelse uafhængigt af det enkelte menneskes konkrete virkelighed er i realiteten, at vi i modsætning til tidligere til stadighed bliver bedt om at være solidariske med de skiftende regeringers økonomiske og styringsrelaterede dagsordener i stedet for at være solidariske med de mennesker, der har det svært. På den måde bliver systemets behov sat over det enkelte menneskes behov, og der sker samtidigt det, at systemet i høj grad lukker sig om sig selv og sine egne systemrelaterede dagsordener.
Sidste eksempel på, hvordan den nuværende regering sætter systemets påståede behov højere end det enkelte menneskes konkrete behov, er udmeldingen om, at man i finansministeriet arbejder på at lade Udbetaling Danmark overtage udbetalingen af sygedagpenge. Både kommunerne, de faglige organisationer og diverse faggrupper kalder det for helt uacceptabelt og i strid med den enkelte sygemeldtes behov for en faglig overskuelig helhedsbehandling.
Og hvad er det så lige, at finansministeriet har som udgangspunkt for sine overvejelser? Det er såmænd et ensidigt fokus på effektivisering af den kommunale administration. Det vil sige, at det endnu engang er systemets egne påståede behov for ændring af systemet, der sætter dagsordenen. Problemet er, at de politikere, ledere og fagpersoner, der rent faktisk udgør systemets konkrete rygrad, alle giver udtryk for, at det vil skade de mennesker, som systemet reelt er til for at hjælpe.
Stopper det finansministeriets ambitioner om endnu engang at lade økonomi, effektivisering og ledelse trumfe den reelle virkelighed for de mennesker, som det hele handler om. Næppe. Så længe det for både den forrige og nuværende regering nærmest virker som om de føler sig provokeret af det velfærdssystem, som andre lande ellers misunder os, vil trenden med at lade systemet lukke sig om sig selv formentlig fortsætte.
Om vi vil arbejde for det modsatte?
Ja, det kan vi garantere jer for, at vi vil!
Jens Bundgaard Nielsen, folketingskandidat EL Aabenraa
