For et par uger siden gav socialdemokraternes nye formand, Mette Frederiksen, interviews til søndagsudgaverne af Politiken, Morgenavisen Jyllands-Posten og Berlinske. På baggrund af interviewene konkluderede Politiken, at Mette Frederiksen nok vil trække partiet lidt til venstre. Morgenavisen Jyllands-Posten konkluderede, at Mette Frederiksen vil fastholde socialdemo-kraternes midtsøgende politik, mens Berlinske konkluderede, at Mette Frederiksen ville trække socialdemokraterne endnu mere til højre. Det minder ganske meget om en af de der rundkørsler, hvor man komme enten til Holstebro, Ringkøbing eller Kolding, afhængigt af hvilken vej, det nu lige er, man beslutter sig for at tage i rundkørslen. Og Mette Frederiksen valgte tilsyneladende at fise lidt rundt i rundkørslen uden at dreje af, og derfor måtte aviserne gætte sig til, hvad destinationen for Mette Frederiksen og socialdemokraterne mon kan være. Hvis de altså kommer ud af rundkørslen på et tidspunkt.
Helt anderledes er det med den nyvalgte formand for Labour, Jeremy Corbyn. Da han for 100 dage siden annoncerede, at han stillede op til formandsvalget, var det begyndelsen på synliggørelsen af en helt ny og livsnær fortælling om håb og solidaritet. Pludselig var der en politiker, der talte om demokrati på befolkningens præmisser. Som med forståelige ord uden de sædvanlige spinformuleringer klart tilkendegav, at det er tid for en politik, som bekæmper den voksende ulighed i stedet for at fodre den. At det er tid for at tage naturen, klimaet og miljøet helt seriøst. At det er tid for at kæmpe for det, man tror på. I sandhed helt nye toner fra en socialdemokrat. Ikke noget med at fise rundt i rundkørsler!
Forfærdelsen var da også til at få øje på hos de mange ledende socialdemokrater, der har haft magten som det eneste synlige pejlepunkt. Tony Blair kaldte det for en katastrofe, hvis Jeremy Corbyn skulle blive valgt. Bjarne Corydon blev i Deadline bedt om at forholde sig til Jeremy Corbyn’s udtalelser om, at nu var tiden kommet til at sørge for de fattige og udsatte grupper i stedet for at bruge pengene på skattelettelser til de rigeste. Bjarne Corydon udtalte, at det var udtryk for en håbløst gammeldags og forstokket tankegang, og det sidste socialdemokraterne havde brug for.
Udfordringen for Tony Blair, Bjarne Corydon, Mette Frederiksen og alle de andre rundkørsels-politikere, som kalder sig socialdemokrater, er, at de ikke fatter, at det er dem selv, der er gammeldags. De forstår ganske enkelt ikke, at vi har brug for et nyt politisk sprog, befriet for indforstået spin og arrogance. De forstår ikke, at der er brug for nye håb og nye sandheder. For de har ganske enkelt vænnet sig til ikke at lytte. De har talt om nødvendig politik og nødvendigheden af vækst og vækst og vækst, mens uligheden bare er vokset, miljøet og klimaet har fået det værre og værre. De har afskaffet velfærdssamfundet og fortalt os, at de har erstattet det med konkurrencesamfundet. Og de har gjort det uden at lytte!
Dagen efter, at Jeremy Corbyn var blevet valgt til formand, havde mange forventet, at han havde stillet op til masser af interviews i de store medier. Det gjorde han imidlertid ikke. Han havde for et år siden lavet en aftale med nogle handicaporganisationer i sin valgkreds, som hvert år arrangerer en dag med aktiviteter, musik, spisning osv.
Den aftale holdt han.
Jens Bundgaard Nielsen
