Vi lever i et stadigt mere markedsgjort samfund. Vækst og konkurrence hyldes som livets sande værdier. Livsligegyldige, men stadigt mere målrettede reklamer fylder nettet, tv og radio med monotom og programmeret skingerhed. Senest har USA fået sat en tyk streg under, at markedsgørelsen nu også omfatter præsidentembedet. Den nye præsident, kynisk forretningsmand til fingerspidserne, bruger hjemmevant markedets metoder, når han sprøjter politiske reklamer ud i rasende fart i form af dekreter samt korte, postfaktuelle kommentarer og udsagn på Twitter. Dagens tilbud veksler fra indrejseforbud til afskedigelse af kompetente medarbejdere, diverse udfald mod andre nationer og, ikke mindst, pressen, opbakning til de højrepopulistiske kræfter i Europa osv, osv.
Bag præsidenten sidder dybt reaktionære og stridslystne rådgivere, for hvem den politiske markedsgørelse er det rene slaraffenland. Reklameindustriens nærmest uendelige muligheder for at gøre livet til en markedsgjort abstraktion oversættes til et politisk orgie af indfald og udfald. Ingen når for alvor at tænke over den ene politiske reklamesøjle, før den næste toner frem. Reklamerne rækker ud efter det markedsgjorte instinkt hos vælgerne. Make us great again!
Ved hjælp af gentagne og velovervejede udfald, parkerer den nye præsident og hans stab behændigt størstedelen af pressen på perronen, hvor dens repræsentanter kan få lov til at stå og føre endeløse diskussioner med sig selv og hinanden om, hvad det egentlig er for et tog, man skal stige på i den aktuelle situation. Fokus bliver forbavsende hurtigt introvert, og kommer primært til at handle om pressen selv, snarere end om befolkningens behov for en uafhængig og tilstrækkeligt refleksiv og kritisk formidling af, hvad markedsgørelsens nye politiske signatur vil afstedkomme.
Traditionelle politikere aner reelt ikke, hvad det er for et ben, de skal stå på, og fremstår derfor lige så splittede og rådvilde som pressen. De har mere end almindeligt svært ved at identificere den reelle politiske konsistens og mening, som strømmen af politiske reklamer fra den nye præsident og hans stab dagligt konfronterer dem med. Er der måske et muligt politisk mønster i det? Hvad kunne det i givet fald være?
Forget it! Det eneste mønster, man vil finde i forhold til markedsgørelsens første egentlige statsoverhoved, er fraværet af håndgribelig identitet. Markedsgørelsen har ingen identitet. Tværtimod – den skaber skaber behov for identitet. Ikke en sammensvejset og livsnær identitet. Men en abstrakt og omskiftelig identitet. I dag er der tilbud på bananer, i morgen er der tilbud på lynhurtige it-forbindelser. I dag er der tilbud på fyring af kritikere i administrationen, i morgen er der tilbud på oprustning og forøgede bevillinger til militæret.
Markedet er uforudsigeligt og uigennemskueligt. Det skifter konstant form og indhold. Omskifteligheden gør det umuligt at vide, hvad der er in og trendy i morgen. Eller hvad de gode tilbud nu er for nogle. Derfor er man nødt til at se og høre reklamerne for ikke at sagte håbløst agterud. Markedsgørelsen rokker derfor ved, og destabiliserer på sigt de egentlige og mere livsbetydende medmenneskelige og sociale værdier. Det tager ganske enkelt alt for lang tid at få sådan noget langhåret stads formidlet og forhandlet tilstrækkeligt tilbundsgående set med markedets øjne.
Gad vide hvad markedet mon har fundet på til os i dag?
Måske nogle billige mure, som vi kan sætte op over mod naboerne.
Hold da kæft, hvor fedt!
Jens Bundgaard Nielsen, kontaktperson
