Magt er uomtvisteligt lig med indflydelse, især hvis man har nok af den. Men magten rummer samtidigt en række dilemmaer. Et af dem handler om, hvad det nu lige er, man stiller op, hvis det viser sig, at man ikke i tilstrækkelig grad kan bruge den magt, man opnår, til at realisere de visioner og mål, som dybest set var begrundelsen for overhovedet at søge magten.
Det starter jo med visionerne og målene. Det er dem, der helt grundlæggende legitimerer, at man orienterer sig mod magten. Ikke for magtens skyld, men fordi magten er forudsætningen for, at de visioner og mål, man selv oplever som bedre end alle andre visioner og mål, skal kunne blive til noget.
Når det så viser sig, at man ganske vist godt kan få del i magten, men af mange forskellige grunde alligevel ikke kan bruge den til at realisere væsentlige dele af de visioner og mål, som dybest set har været forudsætningen for at søge magten, opstår dilemmaet. For hvordan er det nu lige, at man løser den udfordring på en måde, så magtens betydning ikke i sig selv kommer til at skygge for, at det i virkeligheden er visionerne og målene, der hele tiden har været den afgørende motivation og drivkraft?
Nogle løser det på den måde, at de, med ansigtet lagt i gravalvorlige folder, fortæller, at de da godt nok har meldt nogle meget konkrete visioner og mål ud, og at disse visioner og mål helt klart også var rigtigt vigtige lige på det tidspunkt, men nu handler det altså om at tage ansvar, og så må vi allesammen ligesom se at komme ud over alt det der med visioner og mål. Fat det dog! – nu befinder vi os i virkelighedens verden, plejer de gerne at tilføje. Eller noget i den stil.
Det er så deres måde at tage ansvar på. Ikke for de visioner og mål, som de engang blev valgt på at gentage i en uendelighed. Men i forhold til virkelighedens verden, sådan som de nu engang ser den.
De sidder i øvrigt stadig i regering!
Jens Bundgaard Nielsen, folketingskandidat EL Aabenraa
