Lad os sikre gamle mennesker en værdig alderdom.

I sidste uge kunne man i JydskeVestkysten læse, at embedslægen har påtalt kritisable forhold på plejehjem i Aabenraa Kommune. I den anledning udtaler formanden for social- og sundheds-udvalget, Povl Kylling Petersen, at det er utopi at tro, at der ikke sker fejl på plejehjemmene. Det er imidlertid en alt for defensiv politisk holdning at have, når det gælder om at sikre, at gamle mennesker har et værdigt liv.

Ikke mindst fordi langt de fleste af de fejl, der begåes på plejehjemmene, rent faktisk kan undgås. Det viser en svensk forskningsrapport, der blev publiceret tidligere på året, efter at et forskningsteam fra universitetet i Umeå i et år havde fulgt 2200 gamle mennesker på plejehjem rundt omkring i Sverige. Forskerne konstaterede, at halvdelen af samtlige plejehjembeboere var fejlmedicinerede, ofte med alvorlige konsekvenser for patienterne. Med forskerteamets hjælp blev der på en del af plejehjemmene indført nye rutiner, som betød at fejlmedicineringen ophørte, og de gamle mennesker fik det markant bedre.

Enhedslisten fremsatte i forbindelse med budgetforhandlingerne et forslag om at få lavet en tilbundsgående undersøgelse af gamle menneskers livskvalitet på plejehjem i Aabenraa Kommune . Ganske enkelt fordi der er brug for det. Samtlige fire liberale partier stemte nej til forslaget, og kun en enkelt socialdemokrat samt SF bakkede op om forslaget.

Vi vil imidlertid fortsætte med at sætte fokus på gamle menneskers livskvalitet. Der er rigtigt mange ting, der kan gøres anderledes.

Jens Bundgaard Nielsen