Lad os gøre op med ordet robust.

Et af de overordnede mål for ældrepolitikken i Aabenraa Kommune er, at den skal være robust. Det var blandt andet finansministeriet, der for 4-5 år siden indførte ordet robust som ny målestok for den offentlige sektor, og siden har det bredt sig som en steppebrand. Når kommunerne søger nye ledere og medarbejdere, skal de i følge stillingsopslaget først og fremmest være robuste. Væk med ord som empatisk, udviklingsorienteret, selvstændig, kreativ m.v. Bare man er robust.

Ingen aner i virkeligheden, hvad det der robust reelt betyder. Tidligere var robust sådan noget, man sagde om en traktor eller en håndvask. Underforstået, at holdbarheden var i orden. I dag siger man det om sagsbehandlere, sosu-assistenter og kommunaldirektører. Og altså også om ældrepolitikken i Aabenraa Kommune. For så har man i det mindste sagt noget, uden at kunne blive hængt op på det. For ingen aner som sagt, hvad det dækker over.

Til gengæld ved vi, at omsorgen for de ældre og gamle mennesker, som har allermest brug for den, er blevet skåret ind til benet. Det betyder, at man på nogle plejehjem kan se beboere sidde eller ligge i timevis og stirre tomt ud i luften. Det betyder, at ensomhed og manglen på meningsfuld kontakt, både i dag- og aftentimerne, er et dagligt vilkår for mange gamle mennesker. Og det betyder, at oplevelsen af oprigtig og mere vedvarende livsglæde og trivsel langsomt, men sikkert bliver visket mere og mere ud.

Snakker vi om det? Ikke rigtigt. Og måske er det i virkeligheden det, der menes med robust. At man skal kunne acceptere tingene, som de er. Uden at sige fra. På de gamles og på sin egen fagligheds vegne.

Det skal vi have ændret på!

Jens Bundgaard Nielsen, Kontaktperson og spidskandidat til byrådet for Enhedslisten