Konkurrencestatens konsekvenser.

Hvad betyder det at være direktør for sundhed og omsorg i konkurrencestaten? Du har muligvis en naiv forestilling om, at det selvfølgelig betyder, at man er den øverste garant for netop sundheden og omsorgen i en kommune. Og at man som den øverste ansvarlige i en stor kommune som for eksempel Esbjerg må tænke rigtigt meget over, hvad sundhed og omsorg egentlig er for nogle størrelser – set med borgernes øjne. Det er jo ligesom det ansvar, man får sin høje løn for at varetage.
Helt ærligt, begynd nu at se realiteterne i øjnene! Da de ledende socialdemokrater for godt et år siden glædestrålende meldte ud, at de på regeringens vegne havde besluttet at erstatte velfærdssamfundet med konkurrencesamfundet, mente de rent faktisk, hvad de sagde. De var formentlig blandt andet blevet inspireret af en kronik i Information i sommeren 2011, hvor Henrik Fogh Rasmussen, søn af hende der fra Vild Med Dans, under overskriften: “Det er på tide at sige farvel til velfærdsstaten”, beskrev nødvendigheden af at skrotte velfærdsstaten og indføre markedsstaten. I markedsstaten skal de “højtuddannede ikke længere lade sig bestikke med lige og gratis adgang til middelmådige folkeskoler og sygehuse”, men kræve “en grad af valgfrihed og udfoldelsesmuligheder”, som velfærdsstaten slet ikke er gearet til at tilbyde dem. Og, som det hedder, “hvis en given velfærdsydelse ikke tjener markedsstatens centrale formål, så bør den afvikles.” Ellers vil Danmark ifølge Fogh Rasmussen “blive overhalet af vækstøkonomier, som ikke har det samme sentimentale forhold til folkeskoler, folkesygehuse, folkebørnehaver og folke-pension”
Se det er klar neoliberal tale, og den købte Bjarne Corydon, Mette Frederiksen og hvad de nu hedder alle sammen, og vupti var velfærdsstaten pist borte og konkurrencesamfundet sat i stedet. Det går nemlig ikke at blive overhalet af vækstøkonomier, bare fordi man er lidt sentimental omkring noget så hamrende sentimentalt som velfærd. Det får vi jo ikke sat gang i væksten og markedsgørelsen af samfundet ved.
Markedsstatens eller konkurrencesamfundets vigtigste mål er ifølge Fogh Rasmussen “at optimere udfoldelsesmulighederne for den kreative klasse”. Til denne klasse hører for eksempel direktøren for sundhed og omsorg i en kommune. Derfor kan han naturligvis heller ikke gå rundt og være sentimental omkring alt det der med sundhed og omsorg for folket. Det gavner jo ikke ligefrem ham og de andre i den kreative klasse. Så når han foreslår, at man kan afskaffe julen og nytåret for de gamle på plejehjemmene, er han i virkeligheden helt i tråd med markedsstatens eller konkurrencestatens menneskesyn. Og derfor vil vi også se mange flere af den slags udmeldinger i de kommende år. Fordi målet ganske enkelt er at afmontere vores pladdersentimentale syn på velfærdsstaten en gang for alle. Det siger man naturligvis ikke rent ud fra politisk side endnu, men det kommer.
Men hvad skal der så ske med alle dem, der rent faktisk har brug for velfærdsydelser, spørger du måske. Det har den neoliberale ideologi også taget højde for. Fogh Rasmussen formulerer det sådan her: ” Kreative ildsjæle i private velgørende institutioner og ngo’er vil i stigende grad erstatte velfærdsstatens tunge bureaukrati.”
Som ham der direktøren for sundhed og omsorg også sagde, så kan de gamle på plejehjemmene jo fint blive ved med at fejre jul, nytår og påske, hvis bare de pårørende står for det.
Velkommen til konkurrencestaten!

Jens Bundgaard Nielsen