Ytringsfriheden er en vigtig del af demokratiets dna. I virkeligheden er der mange indfaldsvinkler til at diskutere, hvordan det lige er, det går med ytringsfriheden herhjemme. I det følgende skal der blot gøres opmærksom på nogle få af disse indfaldsvinkler.
I sidste uge skrev en lærer i Politiken om, hvordan hun oplevede kolleger blive indkaldt til “kammeratlige samtaler” hos ledelsen, hvis de havde ytret sig kritisk om konsekvenserne af folkeskolereformen. De havde ikke formidlet sig i det offentlige rum, men stille og roligt på interne møder. I andre artikler har fagpersoner og tillidsrepræsentanter fra andre faggrupper givet udtryk for noget lignende i de senere år. Spørgsmålet er med andre ord om samtlige danske fagpersoner og ledere i det offentlige har en klar og entydig oplevelse af, at de frit og frejdigt kan ytre sig både internt og i det offentlige rum, hvis det, de ytrer sig om, kan opfattes som en kritik af det system, de er en del af? En meget positiv vurdering vil være, at det må betragtes som højst tvivlsomt.
I denne uge bragte Danmarks Radio på P 1 et interview med henholdsvis en journalist fra DR og Information. Begge havde beskæftiget sig med Edward Snowden, og begge havde i den anledning været ude for mystiske hændelser, som gav dem anledning til at overveje, hvordan de kunne træffe forholdsregler i forhold til aflytning fra CIA og/eller andre efterretningstjenester. En af forholdsreg-lerne, der blev nævnt, var avancerede krypteringsprogrammer, en anden var at lade venner og bekendte have mobiltelefoner, som gjorde det sværere at spore journalisternes eget opholdssted. Blandt andet af hensyn til kildebeskyttelse. Journalisten bag programmet udbrød efter at have hørt de to journalisters beretning, at hun syntes, at det lød meget sørgeligt, at man som journalist i et demokratisk samfund var nødt til at træffe så væsentlige forholdsregler for at kunne udføre sit arbejde. Det gav de to medvirkende journalister hende ret i.
For et par uger siden udtalte ombudsmanden ligeledes på Danmarks Radio’s P1 , at den offentlighedslov, som regeringen fik vedtaget, selvom socialdemokraterne inden valget havde tordnet imod den, allerede har betydet, at der er sket en indskrænkning i offentlighedens indsigt i forhold til konkrete politiske beslutningsprocesser. Det handler især om den såkaldte minister-betjeningsregel i lovens § 24, der fritager en række dokumenter for offentlighedens granskning. Og hvad har det så lige med ytringsfriheden at gøre? Jo, det er såmænd meget enkelt. For når en offentlighedslov betyder, at pressen eller du og jeg for den sags skyld, ikke længere har adgang til konkrete oplysninger, så kan vi naturligvis heller ikke ytre os om disse konkrete oplysninger, for vi kender dem ganske enkelt ikke. Så indirekte afskæres både pressen og vi andre fra at ytre os om ofte ganske væsentlige forhold, som vi givetvis ellers ville overveje at ytre os om i en række sammen-hænge.
Kan man forestille sig danske politikere gå arm i arm på Rådhuspladsen i København på grund af ovennævnte? Nej, så ville de jo for længst have gjort det, for de ved naturligvis godt, at det er sådan, det er. Men mange af politikerne har i det stille valgt at acceptere og dermed sanktionere, at ytringsfriheden i nogle sammenhænge bliver mere sløret end som så.
Og det er i realiteten endnu en vigtig grund til at beskæftige sig mere indgående med ytringsfriheden og dens betydning for et demokratisk samfund.
Jens Bundgaard Nielsen
