Konsekvenserne af de seneste års bevidste politiske demontering af kvaliteten i den offentlige velfærd er efterhånden blevet uhyggeligt tydelige. Siden Bjarne Corydon og andre ledende socialdemokrater for 3 år siden åbnede en ladeport for kommende borgerlige regeringer ved offentligt at udtale, at velfærds-samfundet var endeligt begravet til fordel for konkurrencesamfundet, har mantraet om, at man i det offentlige bare skal køre længere på literen, skåret dybt og formentlig allerede afgørende i ikke bare mange helt fundamentale indsatser, men også i den faglige identitet hos ledere og fagpersoner i det offentlige.
Enhver, der køber en ny bil, ved udmærket godt, at bilen under ingen omstændigheder kommer til at køre længere på literen end de optimistiske tal, som bilfabrikanterne har udstyret bilen med. Tværtimod skal man være lidt af en ekvilibrist med både pedaler og gearstang, hvis bilen skal komme bare i nærheden af de angivne kilometer pr. liter fra fabrikantens side.
Den neoliberale forestilling om, at mennesker, modsat biler, kan yde langt mere end de allerede gør som sygeplejersker, læger, psykiatere, social- og sundhedsassistenter, lærere, pædagoger, socialrådgivere osv., bygger ikke på indsigt i, hvad faglig kvalitet dybest set er for en størrelse. Og heller ikke på, hvilke konkrete livsbehov det er, som børn, unge, familier, psykisk syge, arbejdsløse og gamle mennesker har brug for, at man som fagperson har ikke mindst tilstrækkeligt med tid og fagligt overskud til at forholde sig ordentligt til.
De Corydonske eller neoliberale overfladebetragtninger om at de offentligt ansatte kan køre længere og længere og længere på literen, bygger på en stålsat politisk vilje til at fratage ikke bare faggrupperne, men også de borgere, som faggrupperne dybest set er til for, enhver mulighed for at definere, hvordan såvel indholdet som kvaliteten i de faglige velfærdsydelser bør udvikles. I stedet dikteres den stadigt mere trængte faglighed af mere eller ofte mindre begavede standardiserede effektiviseringsmål, som intet har med en dyberegående faglig indsigt eller udviklingslogik at gøre. Udgangspunktet handler derimod om, hvordan den offentlige velfærdsindsats kan måles og tælles i forhold til de stadigt snævrere økonomiske rammer på en sådan måde, at det bliver legitimt at tale om at privatisere mere og mere af den offentlige velfærd, fordi den i følge de standardiserede tælleapparater ikke er effektiv nok.
Den nye neoliberale regering har som sit klare mål at demontere og privatisere den offentlige velfærd yderligere. Ligesom vi har vænnet os til det fladpandede mantra om, at det skal kunne betale sig at arbejde, må vi nu vænne os til et fladpandet mantra om, at man i det offentlige skal køre længere på literen. Det skal bedre ledelse blandt andet være med til at sørge for.
Men hvad gør den gode og ansvarlige chef egentlig, når rammerne for at kunne levere en blot nogenlunde fagligt forsvarlig indsats bliver så ringe, at det ikke længere er ledelsesmæssigt forsvarligt? Han eller hun gør på et tidspunkt måske det samme, som klinikchefen på Rigshospitalets fødeafdeling gennem 14 år, Morten Hedegaard, netop har gjort. Han eller hun gør op med sig selv, om det er menneskeligt og fagligt holdbart at være chef for en vigtig arbejdsplads, når politikerne år efter år forringer muligheden for at levere en blot nogenlunde anstændig faglig og medmenneskelig indsats. For det kan selv den mest intelligente og sublime leder ganske enkelt ikke kompensere for.
Morten Hedegaard har sagt sin stilling som chef på Rigshospitalets fødeafdeling op. Fordi han oplever, at de stadigt mere ufølsomme og ødelæggende besparelser og effektiviseringer har gjort det umuligt at yde en ordentlig og fagligt forsvarlig indsats på fødeafdelingen. Det, der slog hovedet på sømmet for chefen var, da man sparede Rigshospitalets særdeles velfungerende barselshotel for førstegangsfødende væk.
Men hvad var de væsentligste faglige argumenter for at spare barselshotellet væk, spørger du måske.
Svaret er, at der ingen faglige argumenter var. Overhovedet.
Der var til gengæld en budgetaftale, som betyder, at Region Hovedstadens hospitaler til næste år skal finde besparelser og såkaldte omprioriteringer for 640 millioner kroner. Og det betød blandt andet, at de førstegangsfødende kunne kigge i vejviseren efter et særdeles velfungerende og tiltrængt tilbud.
Men måske dukker der et privat barselshotel op på et tidspunkt. Hvem ved, om man ikke kan score kassen på sådan noget?
Det vil måske ovenikøbet kunne få iværksætterstøtte fra den nye neoliberale regering!
Jens Bundgaard Nielsen
