Hvor er det nu lige truslen mod den danske velfærdsmodel kommer fra?

Dansk Arbejdsgiverforening har fået ny direktør. Jacob Holbraad hedder han, og han har taget over efter den tidligere direktør Jørn Neergaard Larsen, der nu varetager Dansk Arbejdsgiverforenings interesser i regeringen i sin egenskab af beskæftigelsesminister. Inden Neergaard Larsen fratrådte som direktør i DA fremsatte han en række konkrete forslag, der blandt andet lagde op til meget betydelige forringelser for mennesker på sygedagpenge og førtidspension. Jacob Holbraad viderefører nu Neergaard Larsens mission, og lægger dels op til, at nogle af de socialt betingede ydelser helt skal fjernes, mens andre skal forringes væsentligt. Desuden skal færre tilkendes førtidspension, og derfor skal retten til at tildele førtidspension tages fra kommunerne og lægges over i en statslig enhed, fordi kommunerne er alt for blødsødne. Det sidste vil mange af de mennesker, der i årevis har kæmpet for en førtidspension og er blevet mødt med alt andet end blødsødenhed fra kommunens side, nok undre sig en hel del over.

Jacob Holbraad er oplært i Finansministeriet, så der er givetvis ikke noget videre blødsødent over ham. Han tramper da også ufortrødent videre i den neoliberale frase om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det betyder i hans optik for eksempel, at rengøringsassistenter må være indstillet på at flytte fra København til Odense eller Middelfart for at gøre rent, hvis de midlertidigt står uden arbejde. Social dumping ser den gode Holbraad ikke som noget nævneværdigt problem. Tværtimod mener han, at fordelene ved at tiltrække udenlandsk arbejdskraft langt overstiger eventuelle mindre problemer med social dumping.

Alt dette fremgår af et aktuelt interview i Ugebrevet A 4.

I sidste uge var socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, ude med en melding om, at det, hun kalder for vores “åbne udlændingepolitik”, truer med at underminere velfærdssamfundet. Men i virkeligheden klarer vi det der med at iscenesætte den fortsatte demontering af velfærdssamfundet ganske fint på egen hånd, sådan som udmeldingerne fra DA’s nye direktør tydeligt viser. Og det ville have været vederkvægende, hvis Mette Frederiksen havde medinddraget dette perspektiv i forhold til, hvad det egentlig er, der truer fremtidens velfærd.

De senere års neoliberale trend handler for det første om at give de mest udsatte grupper skylden for deres egen udsathed. For det andet handler trenden om, at den eneste måde, man kan hjælpe de mest udsatte grupper på, er ved at gøre dem endnu mere udsatte. Det gør man ved stadige nedskæringer og forringelser ikke bare af de socialt betingede ydelser, men også af normeringer og kvalitet i de kommunale og regionale kerneydelser. Samtidigt heroiserer man den indsats, som de rigeste samfundet helt sikkert vil yde, hvis bare de får nogle flere skattelettelser. På den måde opstår et meget forsimplet neoliberalt glansbillede af de velhavende grupper som potentielt solidariske og socialt bevidste velfærdsopbyggere. Hvis bare de får tilstrækkeligt mange skatte- og afgiftslettelser, så vil de helt sikkert investere hele dynen i at skabe nærmest uanede mængder af jobs og velfærd, lyder den neoliberale parole.

Problemet er bare, som en undersøgelse sidste år baseret på svar for en række af erhvervslivets egne topledere viste, at det ikke er skatte- og afgiftslettelser, som primært belaster dansk erhvervsliv. Det er derimod manglende kvalitet på en række ledelsesparametre, manglende evne til innovation og manglende inddragelse af medarbejderne i forhold til forbedring af produktionsprocesser- og rutiner. På baggrund af erhvervsledernes egne svar vurderedes det, at dansk erhvervsliv ville kunne forbedre økonomien med op mod 250 milliarder kroner indenfor en overskuelig årrække, hvis blot de næstbedste danske virksomheder kom på niveau med de bedste, når det gjaldt dygtig ledelse, fokus på innovation samt intelligent involvering af medarbejderne i forhold til udvikling og forbedring af produktionen.

Af en eller anden grund hører vi bare ikke nogetsomhelst om de udfordringer, som Dansk Erhvervsliv har skabt for sig selv. Tværtimod hører man igen og igen ikke bare rigtigt mange politikere, men også rigtigt mange skråsikre repræsentanter for erhvervslivet give udtryk for, at hvis bare vi privatiserer så meget som overhovedet muligt af den offentlige velfærd, så vil væksten vælte ud af knaphullerne på danskerne. Men i virkeligheden står alle disse udsagn i skærende kontrast til den konkrete virkelighed indenfor det private erhvervsliv, hvis man skal tage undersøgelsen fra 2015 baseret på flere hundrede toplederes egne udsagn for pålydende.

Og igen må man bare konstatere, at de mere grundliggende og fundamentale udfordringer må vige pladsen i den politiske debat om, hvad det dybest set er, der truer velfærden i det samfund, som vi leverer videre til vores børn og børnebørn.

Jens Bundgaard Nielsen, kontaktperson