Giv Aabenraa Kommune en ambitiøs grøn profil.

Sidste år vedtog et flertal af partierne i byrådet, at der skulle sprøjtes med roundup med aktivstoffet glysofat på kommunale arealer. Kun Enhedslisten og socialdemokraterne stemte imod beslutningen.

I år er de øvrige partier så kommet til fornuft igen, og det er godt.

I Enhedslisten synes vi, at det er vigtigt, at Aabenraa Kommune bruger den næste byrådsperiode til at udvikle en mere ambitiøs grøn profil. Derfor har vi foreslået, at der ansættes en grøn tovholder, der kan være med til at koordinere de mange spændende muligheder for at udvikle kommunens grønne profil yderligere. Herunder inspirere til bæredygtig erhvervsudvikling i samarbejde med erhvervslivet og andre kommuner, og skabe et udviklingsmiljø for grønne iværksættere, som der heldigvis bliver flere og flere af.

En stor del af erhvervslivet, både globalt og nationalt, er begyndt at brande sig på bæredygtighed, og fremtidens investeringer vil utvivlsomt afspejle denne udvikling. Det samme gælder i forhold til bosætning, hvor flere og flere vil prioritere kommuner med en ambitiøs grøn profil.

Det handler om at tage ansvar for klimaet, miljøet og naturen. Men det handler også om at tage ansvar for fremtidens borgere i Aabenraa Kommune.

Er der noget at betænke sig på? Nej, egentlig ikke!

 Jens Bundgaard Nielsen, Kontaktperson og spidskandidat for Enhedslisten