Fremgang for fjerde gang på 2 år for liste Ø i Aabenraa-kredsen!

Med en fremgang fra 3,1% til 4,5% af vælgerne i Aabenraa-kredsen, var Enhedslisten det eneste “røde” parti, der oplevede stigende lokal vælgertilslutning ved folketingsvalget i torsdags. Akkurat som det var tilfældet ved kommunalvalget og valget til regionen for 2 år siden. Desuden sikrede vi Folkebevægelsen Mod EU fremgang ved EU-valget sidste år. Det kan vi godt være bekendt!

Også i forbindelse med folketingsvalget har det vist sig, at vi har et stærkt og aktivt fællesskab i vores afdeling. Det har været rigtigt godt at opleve, hvordan alt fra klargøring og ophængning af plakater, uddeling af valgmateriale, opbakning til vores to seancer på gågaden og til valgfesten på valgaftenen bare har fungeret smaddergodt. Tak til opbakningen fra vennerne fra Die Linke, og en helt særligt tak til de superseje SUF’ere, som har været med hele vejen, og bare er en fornøjelse at have med i fællesskabet.

Vi har nye konkrete politiske udfordringer lige om hjørnet. For det første handler det om budget 2016, hvor vi allerede har set nogle rent ud sagt forstemmende besparelsesforslag på både bu-og ældreområdet. Vi skal henover sommeren og sensommeren have udarbejdet vores egne forslag og ændringsforslag, som kan være med til at synliggøre, hvorfor det er så vigtigt, at vi fremover bør være endnu stærkere repræsenteret i det kommunalpolitiske billede. Gert har gjort en rigtig flot indsats siden kommunalvalget, men har ofte følt sig bemærkelsesværdigt alene, når det er kommet til de konkrete afstemninger både i udvalg og i byrådet. Det skal vi have ændret på ved det kommende kommunalvalg, og de kommende budgetfor-handlinger er et vigtigt skridt på vejen.

Hvis I sidder med overvejelser eller konkrete forslag, som I synes det vil være vigtigt at sparke ind i forhold til vores arbejde med at udarbejde forslag og ændringsforslag til budget 2016, er I særdeles velkomne til at give Gert eller undertegnede et praj herom henover sommeren. Og I er selvfølgelig også velkomne til medlemsmødet onsdag den 1. juli, inden sommeren for alvor tager over.

Rigtig god sommer under alle omstændigheder!
Jens B