Et skridt på vejen!

Efter anmodning fra Enhedslistens byrådsmedlem, Gert Nordklitgaard, vil Aabenraa kommune fremover orientere borgerne om deres muligheder for at få tilknyttet en såkaldt Partsrepræsentant eller en Bisidder. Det fremgår af en mail til Enhedslisten, at det nu er aftalt med sekretariatslederne i forvaltningen, at der sørges for, at vejledningen og selvbetjeningsløsningen i forhold til ovennævnte vil fremkomme på alle relevante undersider på kommunens hjemmeside.

I Enhedslisten er vi tilfredse med, at man nu tydeliggør de muligheder, man som borger har for at involvere henholdsvis en partsrepræsentant eller en bisidder i forhold til sin sag i en række sammenhænge. Vi tror, at det vil betyde, at flere borgere bliver opmærksomme på disse vigtige funktioner og dermed også får den støtte, som en partsrepræsentant eller en bisidder ofte vil kunne være i forhold til et konkret sagsforløb.

Vi vil i Enhedslisten stadigvæk arbejde for, at vi i Aabenraa Kommune får en uvildig borgerrådgiver. Det er vigtigt at være opmærksom på de muligheder, som lovgivningen åbner op for, når det gælder om at styrke og understøtte borgernes retssikkerhed. Og en borgerrådgiver bør være næste skridt på vejen!

Gert Nordklitgaard, byrådsmedlem og Jens Bundgaard Nielsen, tovholder og spidskandidat til byrådet for Enhedslisten i Aabenraa