Eksperiment med kommunens sundhedspleje.

Som led i en form for sundhedsfagligt eksperiment har 39 småbørnsfamilier i og omkring Løjt Kirkeby i perioden 1.juli 2013 til 1. marts 2015 fået en mærkbart dårligere betjening fra sundhedsplejen i Aabenraa Kommune i de første 8 måneder efter deres barns fødsel. Årsagen har været et politisk ønske om at undersøge, om man kunne gøre hjælpen til småbørnsfamilier fra sundhedsplejen i kommunen “mere fleksibel”.

De 39 småbørnsfamilier i Løjt Kirkeby-området er efterfølgende blevet sammenlignet med 26 familier fra Rødekro-området, som i de første 8 måneder efter barnets fødsel omvendt har fået det antal besøg fra en sundhedsplejerske, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Det vil sige flere besøg fra en sundhedsplejerske end familierne i Løjt Kirkeby.

Dette fremgår af en såkaldt “Økonomisk effektevaluering af forsøg med fleksibel sundhedspleje”, som Børne- og Undervisningsudvalget fik forelagt til orientering på deres seneste møde.

I Enhedslisten undrer vi os en hel del over, at de 39 småbørnsfamilier i Løjt Kirkeby bare uden videre har sagt ja til et markant dårligere tilbud i de 8 måneder efter deres barns fødsel. Ligesom vi undrer os over, at familierne i Løjt Kirkeby tilsyneladende heller ikke har opponeret mod, at forvaltningen i forbindelse med eksperimentet har indhentet en række oplysninger om familierne i forskellige centrale registre.

De 39 familier i Løjt Kirkeby blev efter eksperimentet bedt om at udfylde et spørgeskema. Heraf fremgår det, at omkring halvdelen af familierne havde oplevet det tilbud, de fik fra sundhedsplejen, som mangelfuldt. På den baggrund undrer vi os i Enhedslisten bestemt også over, at forvaltningen har fået grønt lys til fortsat at eksperimentere med såkaldt “fleksibel sundhedspleje” i Aabenraa Kommune.

Jens Bundgaard Nielsen
Folketingskandidat for Enhedslisten