Efter EU-valget

De to gamle partier, Socialdemokraterne og Venstre, er i krise, hvilket valget til EU klart demonstrerede. Socialdemokraternes valg af konkurrencestaten frem for velfærdsstaten er bare et af mange eksempler på, at socialdemokraterne har ladet sig besnære af en stadigt mere markedsorienteret liberal grundholdning. Den har Venstre stået for i mange år, og der har ikke været grænser for, hvordan de arbejdsløse, mennesker på kontanthjælp og mennesker på sygedagpenge ifølge Venstre har skullet spinke og spare. Men Venstre har en løstflyvende boomerang i skikkelse af partiets formand Lars Løkke Rasmussen, som gentagne gange har tilsidesat selv de mest indlysende moralske principper, og derfor er partiet – endnu engang – blevet ramt i nakken med et brag!

Enhedslisten adskiller sig markant fra socialdemokraterne og Venstre ved at sige fra over for den neoliberale markedsgørelse af det liv, vi som mennesker lever. Vi tager ikke udgangspunkt i markedet, men i mennesket. For Enhedslisten er det enkelte menneskes mulighed for at leve et liv, der ikke gøres op i markedsværdi, helt afgørende. For os er frihed, lighed og solidaritet helt fundamentale kendetegn ved et ordentligt samfund. Vi anerkender, at økonomi er en vigtig dimension for den enkelte såvel som for samfundet. Men vi vil aldrig anerkende den helliggørelse af væksten og af markedskræfterne på bekostning af menneskelige og medmenneskelige grundværdier, som både socialdemokraterne og Venstre står for.

Et kommende folketingsvalg er muligvis rykket lidt nærmere ovenpå søndagens EU-valg. Det må givetvis indgå i Helle Thornings overvejelser, hvordan hun mest optimalt kan udnytte Lars Løkkes moralske sammenbrud. Hende om det.

I Enhedslisten ser vi frem til det kommende folketingsvalg, hvad enten det kommer efter sommerferien i 2014 eller i 2015!

Jens Bundgaard Nielsen, folketingskandidat for Enhedslisten i Aabenraa.