Indenfor de seneste uger har de landmænd, der lever af grise, samt den nationale olie- og gasindustri holdt møder. Fælles for begge møder har været, at man har bedt regeringen om flere penge. Landmændene siger, at de taber milliarder på den russiske boykot, mens den nationale olie-og gasindustri siger, at det er blevet meget dyrere at hente gas og olie op fra undergrunden. Så hvad er vel mere naturligt, end at regeringen finder nogle penge til henholdsvis landmændene og til olie- og gasindustrien?
Både landmændenes, olie- og gasindustriens og regeringens udgangspunkt er, at når man bidrager så meget til væksten, som landmændene og gas-og olieindustrien selv siger, at de gør, så må der da kunne findes nogle måder at tilgodese disse trængte erhverv på. Fælles for landmændene og for olie- og gasindustrien er samtidigt, at de har opbygget en meget betydelige organisation af indflydelsesrige lobbyister, som får deres penge for at fremme netop landmændenes og olie- og gasindustriens interesser. Så politikerne får ikke et roligt øjeblik, før de har fattet, at der skal ydes støtte til de betrængte erhverv.
Der har ikke indenfor den seneste tid været afholdt store og flot iscenesatte møder for kontant-hjælpsmodtagere, mennesker på sygedagpenge eller mennesker, som er i klemme i dagpenge-systemet. Derfor har man heller ikke set pressen formidle et samlet ønske om lidt flere penge til disse grupper. Det ville ellers gavne væksten, hvis kontanthjælpsmodtagere, mennesker på sygedagpenge og mennesker, der er i klemme i dagpengesystemet, fik lidt flere penge til at købe mad, tøj osv for. Så enkelt er det jo. Men i modsætning til landmændene og den nationale olie- og gasindustri har de mest udsatte grupper ikke midler til at opbygge et velorganiseret net af højtuddannede lobbyister og tidligere ministre på helt samme måde, så de har lidt sværere ved at få politisk gennemslagskraft. Mange af de mest udsatte mennesker oplever tværtimod, at der ikke bliver lyttet til dem.
Uligheden er stærkt tiltagende i disse år. Som regel lægger man mest vægt på den økonomiske ulighed.
Men uligheden i forhold til formidling og interessevaretagelse er i virkeligheden lige så stor. Derfor bliver vi nødt til at forholde os meget mere konkret til denne side af uligheden i de kommende år. For i virkeligheden er konsekvenserne af denne ulighed betydeligt større, end vi måske lige umiddelbart tænker det i det daglige.
Jens Bundgaard Nielsen, folketingskandidat for Enhedslisten i Aabenraa.
