Den reelle indflydelse skulle have været der fra starten af.

Udvalgsformand Kirsten Nørgaard Christensen fra Venstre, rammer nok, omend ufrivilligt, hovedet på sømmet, når hun i søndagens udgave af JV udtaler, at det jo først er nu, at Fjordskolens ledelse og personale samt Fjordskolens bestyrelse skal til at have reel indflydelse. Det er først nu, det begynder at blive interessant for medarbejderne og bestyrelsen, fortsætter udvalgsformanden. Dermed bekræfter hun på fineste vis, hvad både personale og bestyrelse har givet udtryk for. Nemlig, at de ikke oplever, at de er blevet hørt eller taget seriøst i hele det efterhånden lange forløb omkring den mulige flytning af Fjordskolen.

At medarbejderne ikke tør ytre sig frit, er desværre et billede på, hvordan det generelt står til med ytringsfriheden for offentligt ansatte. Undersøgelser viser, at mere end 60% af de offentligt ansatte afstår fra at ytre sig om deres arbejde og dermed om borgernes virkelighed, fordi de er bange for repressalier fra ledelsens side.

Aabenraa Kommunes nye kommunikationspolitik fremstår, hvis man skal være venlig, som en defensiv kommunikationsstrategi, hvad angår de ansattes ytringsfrihed. Desværre.

At borgmesteren desuden har lagt op til, at byrådspolitikere ikke længere kan deltage i bestyrelsesarbejdet ude i de faglige miljø’er som fx Fjordskolen og Meritten, fordi det ikke er i “kommunens strategiske interesse”, fuldender blot billedet af en til tider lidet befordrende tilgang til åbenhed og gennemskuelighed i forhold til udvikling og kvalificering af kommunens faglige tilbud til borgerne.

Tovholder og spidskandidat til byrådet for Enhedslisten
Jens Bundgaard Nielsen