Smålighed betyder, at man ikke under andre noget. Særligt usympatisk bliver det, når man bevidst lader småligheden gå ud over dem, der i forvejen har mindst.
Den lille venstre-regering synes at have haft en ambition om at demonstrere sin helt egen perlerække af forslag til, hvordan en finanslov kan være med til at virkeliggøre den småparanoide neoliberale smålighed i forhold til dem, der i forvejen har mindst i det danske samfund. Hjulpet på vej af flosklerne om et såkaldt “moderne” kontanthjælpsloft og det dumsmarte slogan om, at “det skal kunne betale sig at arbejde”, rundbarberer den lille venstre-regering alt, hvad der bare smager af forståelse for den daglige virkelighed for de mange mennesker, der berøres af myriaden af forslag. Fra kontanthjælp til målrettet forringelse af almennyttige og private fondes mulighed for at bruge midler til sociale formål, herunder forskning i konsekvenserne af den ideologisk begrundede demontering af velfærdsssamfundet. Altsammen til fordel for det udsigtsløse neoliberale mantra, som den naive og kortsigtede begejstring over det tågede begreb, konkurrencestaten, er et udtryk for.
Kontanthjælpsloftet er i realiteten ikke moderne på nogensomhelst måde. Tværtimod er det gammeldags i den forstand, at det bringer minder frem om den fattighjælp, som Venstre modstræbende gik med til i gamle dage. Forskningen har desuden påvist, at det ganske enkelt ikke passer, når det påståes, at gentagne forringelser af levevilkårene for de mest udsatte grupper skulle føre til massive jobforbedringer. For det forudsætter jo, at jobbene er der! Hvor svært kan det være?
Grådighed betyder, at et væsentligt hovedsigte i ens liv handler om at rage mest muligt til sig selv. Særligt usympatisk bliver det, når dem, der i forvejen har rigeligt, mener sig i deres gode ret til at tilrane sig endnu mere på bekostning af dem, der ikke har ret meget. Samtidigt betyder grådighed ofte, at man tænker forbavsende kortsigtet, selv når det forekommer både nødvendigt og indlysende at tænke langsigtet og helhedspræget, ikke mindst af hensyn til vores børn og børnebørn. Derfor betragtes grådighed helt naturligt som en af de syv dødssynder. Et godt eksempel på kortsigtet grådighed er, når landbrugets helt egen minister, Eva Kjer Hansen, stik mod anbefalingerne fra den seneste forskning, lader hånt om miljøet og biodiversiteten, for at tilgodese vælgerne i landbruget, som ved det seneste folketingsvalg i stort tal bevægede sig mod Liberal Alliance.
Den lille venstre-regering kan fremvise en række smagløse eksempler på grådighed. Partiets leder, Lars Løkke, undgik kun med nød og næppe at blive smidt på porten af sine egne efter gentagne sager, der viste en grådig politiker, som ikke evnede at holde tingene adskilt . Siden da har hans popularitet i befolkningen ved gentagne meningsmålinger forståeligt nok ligget lavt. Carl Holst udviste noget af den samme magtfuldkommenhed, hvilket årvågne journalister har været med til at afsløre. Og senest har partiets uddannelses- og forskningsminister afsløret sig som forkæmper for sin nærmeste families personlige økonomiske formue, mens han samtidigt er under beskydning for uhæderlighed i forhold til sit eget videnskabelige arbejde.
Den lille venstre-regering vil utvivlsomt påstå, at de mange forslag til forringelse af levevilkårene for socialt udsatte, forringelse af beskyttelsen af naturen og sårbare landskabsværdier, forringelse af undervisning og forskning, forringelse af kommunernes i forvejen svækkede muligheder for at opretholde en bare nogenlunde anstændig faglig kvalitet over for sine borgere osv, osv, blot er et udtryk for ganske almindelig politisk håndværk.
Til det er der bare at sige, at håndværk, der bygger på en cocktail af smålighed og grådighed, ganske enkelt vil fremstå som dårligt håndværk med tiden.
Spørg blot din egen håndværker!
Jens Bundgaard Nielsen
