Krige rammer altid helt almindelige mennesker. Hårdt og ubønhørligt. Børn, unge, voksne og gamle mennesker dør og lemlæstes dagligt. Huse og byer bliver lagt i grus. Mad og medicin bliver i de værst ramte krigsområder noget, man ikke kan være sikker på at få i bare nogenlunde tilstrækkelige mængder. Sygehuse bombes bevidst eller fungerer på nødblus, og er totalt overbelastede. Dagligdagen er et kaotisk helvede.
Krigene er den helt fundamentale årsag til, at der overhovedet findes krigsramte i så uhyggeligt store tal, som det er tilfældet. Det er således også krigene, der er den helt fundamentale politiske udfordring, hvis de ansvarlige politikere verden over fremover skal forhindre, at hundredetusindvis af mennesker igen og igen bliver krigsramte.
Hvorfor snakker hovedparten af politikerne så ikke først og fremmest om, hvordan vi sætter alt ind på at forhindre de krige, som skaber så uendeligt mange krigsramte mennesker?
Hvad er grunden til, at man i Danske Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet m.fl. tværtimod anvender en stadigt mere uforsonlig retorik mod de krigsramte, når det er indlysende klart, at det er selve krigene, som er den altafgørende faktor i forhold til at finde varige løsninger, der reducerer antallet af krigsramte?
Det svarer til, at du får et hul i taget, hvorfra regnvandet fosser ned i dit hus. Du ringer til en murer, som kommer og kigger på det, og så siger han til dig, at det helt store problem er det vand, der fosser ned gennem hullet. Men det er jo ikke rigtigt. Det helt afgørende problem er det hul, som betyder, at vandet er begyndt at fosse ned. Og hvis du ikke får lukket det hul, vil vandet fortsætte med at fosse ind i dit hus.
På samme måde er det ikke de krigsramte, der er problemet, men derimod de krige, som gør dem til krigsramte. Og får mange af dem til at søge bort fra krigenes umenneskelige konsekvenser.
Det ved politikerne i de tre store partier herhjemme naturligvis godt. Men alligevel fortsætter de ufortrødent med at påstå, at det er de krigsramte, der udgør det egentlige problem. Den stadigt mere skingre retorik fra Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti dækker over et mix af en kynisk jagt på på stemmemaksimering og en total afmagt i forhold til den egentlige og dybt alvorlige politiske udfordring, som krigene i sig selv er ensbetydende med.
Det helt afgørende politiske spørgsmål er og bliver, hvordan politikerne fremadrettet bliver langt mere ambitiøse i deres bestræbelser på at forhindre krige i overhovedet at opstå. Dette, og intet andet, kan forhindre, at alt for mange børn, unge, voksne og gamle mennesker også fremover vil blive kastet ud i en tilværelse som krigsramte
Jens Bundgaard Nielsen
