Når socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen giver ” den åbne udlændingepolitik” skylden for at undergrave de nordiske velfærdssamfund, er det en udmelding, der er er skræddersyet til det markant tilpassede politiske fokus, som socialdemokraterne aktuelt konkurrerer med Venstre og Dansk Folkeparti om at komme både først og længst med. For Mette Frederiksen ved naturligvis godt, at det ikke er den “åbne udlændingepolitik”, men derimod krigene, sulten, fattigdommen, den stigende ulighed og den dermed forbundne sociale udsigtsløshed, der er den egentlige årsag til, at mennesker flygter fra deres hjemlande, og dermed også udgør den helt fundamentale politiske udfordring.
Det er ikke enkelt at befinde sig i en krigszone. Spørg bare de danske soldater, der i dag må kæmpe hårdt med følgerne af at have været udsendt til krigszoner rundt omkring i verden. Selvom de var trænet og uddannet til at være der, har det haft foruroligende personlige konsekvenser for dem. Så at det også kan have meget betydelige konsekvenser for børn, unge og familier, der aldrig har været trænet i eller uddannet til at befinde sig i de krigszoner, hvor helvede bogstaveligt talt er løs hver eneste dag, er der vel ingen ved deres fulde fem, der vil benægte
På den helt korte bane er det måske politisk opportunt at forsøge at bilde både sig selv og sine vælgere ind, at det er den “åbne udlændingepolitisk”, der er den største politiske udfordring i forhold til vores velfærd. Men det forudsætter, at man, ligesom Mette Frederiksen, vælger at se bort fra en række af de helt afgørende og grundlæggende årsager til, at vi overhovedet befinder os i en situation, hvor det er blevet nødvendigt at diskutere graden af åbenhed i vores udlændingepolitik.
Noget helt andet er så, hvor åben vores udlændingepolitik egentlig er. Det kan Mette Frederiksen sikkert få sig en god snak med Mette Gjerskov om.
Jens Bundgaard Nielsen, kontaktperson
