I århundreder har asiater, afrikanere, sydamerikanere, idianere, inuitter osv været vant til, at europæere invaderede deres lande og koloniserede dem. Europæerne stillede ingen ubekvemme krav til sig selv om at skulle kunne tale de indfødtes sprog eller forstå deres kultur. Tværtimod. Europæerne var der primært for at udnytte de indfødte og de ressourcer, som deres lande var så rige på. Hundredtusindvis af mennesker blev tvangsudskrevet til usandsynligt hårdt arbejde for at kunne tilgodese de europæiske virksomheder, der i stort tal profiterede af billig eller ligefrem gratis arbejdskraft og dertil et manglende statsapparat, som betød, at europæerne i lind strøm hev alle rigdommene ud af de lande, som de havde underlagt sig. Den dag i dag unddrager især de multinationale selskaber sig skatter og afgifter for ca. 1000 milliarder kroner i de fattigste udviklingslande. Det svarer nogenlunde til den samlede globale udviklingsbistand.
Krige, nød og elendighed var en naturlig følge af den europæiske koloniseringsbølge, ligesom naturødelæggelser for alvor blev sat i system af europæerne, når de fx skulle anlægge veje osv gennem en uvurderlig natur. Naturødelæggelserne fortsætter iøvrigt med uformindsket kraft, nu hvor den globale markedsgørelse er blevet implementeret godt og grundigt. Halvdelen af klodens vilde dyreliv er blevet udryddet indenfor de seneste 40 år, klima- og miljøtruslen er uendelig, og i det hele taget er senfølgerne af den ufølsomme kolonisering som forløber for markedsgørelsens nu altomfattende globalisering nærmest uoverskuelige set fra klodens synspunkt.
Mens europæerne på ingen måde tog hensyn til de koloniserede landes egen kultur, de forskellige sprogvarianter, den indgroede naturforståelse osv, er det imidlertid noget helt andet nu, hvor det er mennesker fra de fattigste lande, der begynder at komme til de europæiske lande, blandt andet fordi vestens angrebskrige har været med til at skabe bølger af ustabilitet og kaos i Syrien, Iraq, Libyen, Afghanistan osv, osv.
Tænk lige engang, hvis grønlænderne, afrikanerne, asiaterne, sydamerikanerne, indianerne osv havde stillet de samme krav til de europæere, der invaderede deres lande, som vi nu stiller til flygtninge. Om at kunne sproget, forstå kulturen osv. Europæerne ville være døde af grin.
Nu griner europæerne imidlertid ikke længere. Med den samme kortsynede forståelse for klodens sammenhængskraft, som gjorde sig gældende, da europæerne koloniserede lande og naturområder i hobetal, forsøger landene i EU nu hver på deres måde at afglobalisere følgerne af den globalisering, de selv har været med til at skabe af hensyn til det såkaldt frie marked.
Det betyder, at flygtninge skal leve på et eksistensminimum, akkurat som det var tilfældet for de indfødte, da europæerne i sin tid gjorde sig til herre over deres lande og kulturer. Der er altså i virkeligheden bare tale om business as usual.
Helt grotesk bliver det, når man giver udtryk for, at kun de ressourcestærke og veluddannede flygtninge er rigtigt velkomne. Det er jo netop disse ressourcepersoner, som de krigsramte og fattigste lande selv har allermest brug for, hvis de skal kunne lykkes med at genopbygge et blot nogenlunde velfungerende fundament for fremtiden.
Men også det er i virkeligheden bare business as usual, for de europæiske lande bygger jo netop på en tradition, der handler om at sikre sig de ressourcer, som udviklingslandene råder over.
Intet nyt under solen!
Jens Bundgaard
