Ingen ved rigtigt, hvad det kommer til at betyde. Derfor fylder det heller ikke for alvor noget i vores bevidsthed endnu, selvom Lars Løkke lige har nedsat et såkaldt disruptionråd. Omvendt er der ikke ret meget tvivl om, at det nok kommer til at betyde rigtigt meget. Om ikke andet, så for vores børn og børnebørn.
Når robotter, øget digitalisering og automatisering indenfor en overskuelig fremtid tilsyneladende kan overtage op mod 50% af det arbejde indenfor stort set alle jobfunktioner, som vi i dag selv udfører, så siger det sig selv, at det kan få meget betydelige og ikke helt overskuelige konsekvenser. Ikke bare for vores opfattelse af, hvad arbejdsmarkedet egentlig er for en størrelse, men også for vores hidtidige identitet som mennesker. I takt med den neoliberale ideologi’s fremmarch, er vi blevet tudet ørene fulde om, at vores primære værdi som mennesker handler om vores bidrag til arbejdsmarkedet. Det skal eddermaneme kunne betale sig at arbejde og alt det der. Og nu skal man så til at forklare os, at selvfølgelig vil den menneskelige arbejdskraft skam stadig være vigtig i et eller andet omfang, men nu får vi altså lige disse hersens robotter og denne hersens digitalisering og automatisering ind over, så fremover vil det kun være i nogle endnu ikke nærmere specificerede sammenhænge, at vores egen arbejdskraft stadig er lige så vigtig, som den er det idag. Hvadenten vi er læger, jurister, politikere eller kassedamer, sosu-assistenter eller jord- og betonarbejdere.
Det rejser selvsagt nogle ret væsentlige spørgsmål af meget forskellig karakter.
De helt banale spørgsmål er naturligvis, hvad alle de mennesker, hvis arbejde bliver overflødiggjort, egentlig skal lave. Hvordan skal vi geare hele vores uddannelses-og efteruddannelsessystem til et helt nyt og totalt anderledes arbejdsmarked? Hvad med de skatteindtægter, som forsvinder? Hvad med de faglige organisationers rolle og indflydelse på et stadigt mere robottiseret, automatiseret og digitaliseret arbejdsmarked? Kan vi forvente, at robotter organiserer sig, fører arbejdskampe eller ligefrem strejker for bedre løn- og arbejdsvilkår? Hvad med det kollegiale fællesskab på arbejdspladserne? Vil robotterne interessere sig for det i nogen nævneværdig grad? Hvad vil det betyde at robotter ikke skal have barselsorlov? Eller at de formentlig ikke vil kæmpe for ligestilling på arbejdsmarkedet?
Og i en helt anden kategori rejser der sig spørgsmålet om, hvad der sker med sådan noget som arbejdsglæden, udfordringerne med stress eller med ledelse og ledelsesformer osv. Vil arbejdsglæde betyde en dyt for robotter? Kan robotter føle stress? Er det i virkeligheden robotterne, der skal lede og fordele en væsentlig del af fremtidens arbejde, sådan som nogle af tidens virksomhedsguruer har været ude og antyde?
Og så er der jo lige de mere aktuelle erfaringer med digitalisering. Ingen vil vel påstå, at det har øget arbejdsglæden og den faglige identitet voldsomt hos medarbejderne i Skat, at man indførte det digitale inddrivelsessystem, EFI, som har betydet, at udenlandske svindlere har fået leveret milliarder af gode danske kroner uden at have rørt en finger for det danske samfund, og at der forsvinder 80 milliarder ud i den blå luft, fordi de ganske enkelt ikke har kunnet inddrives med det nye digitale inddrivelsessystem. Og det vil vist også være en overdrivelse, at samtlige læger og sygeplejersker er overdrevent begejstrede for den nye digitale sundhedsplatform (SP), som ifølge ganske mange af de læger, der har ytret sig i debatten, betyder, at nogle af dem ganske enkelt overvejer at forlade deres job, fordi arbejdsglæden er forsvundet. Det er ikke fordi de pågældende læger er imod bedre kvalitetskontrol eller bedre mulighed for statistikker osv. Det er fordi, de oplever, at patienternes situation bliver forringet, fordi kvalitetsovervågning m.v. ganske enkelt er med til at reducere den tid, der tidligere var der til at tage sig af det egentlige – dvs. arbejdet med de patienter, som er syge.
Netop arbejdsglæde og menneskelig identitet kan blive centrale begreber i forhold til fremtidens arbejdsmarked. Når en nylig undersøgelse viser, at de danske arbejdstagere nu nævner stress som den klart største udfordring på det danske arbejdsmarked, skal det naturligvis tages alvorligt. Hvad vil det komme til at betyde for vores identitet som mennesker, at mange af os risikerer at blive overflødige i forhold til det arbejdsmarked, som ellers er blevet highlightet som det eneste virkeligt betydningsfulde i vores liv? Vil det skabe mere arbejdsglæde og mindre stress hos dem, der kan blive på arbejdsmarkedet? Og hvad med alle dem, som bliver skubbet ud?
Hvad sker der, hvis vi i langt højere grad skal til at leve vores liv for livets egen skyld?
Det bliver sgu da lidt spændende, synes du ikke?
Jens Bundgaard Nielsen, Tovholder og spidskandidat for Enhedslisten i Aabenraa
